I indeværende Rotary-år kom der gang I Global Grant – ikke én men nu hele tre gange. Global Grant er de ”store” projekter, hvor distriktet eller en klub er primær international kontakt og bidrager økonomisk til projektet.
Global Grant skal have et budget på minimum 30.000$ og ansøgning sendes til The Rotary Foundation (TRF) til godkendelse. TRF bidrager typisk med 25-50% afhængig om klubber og distriktets støtte sker gennem kontante tilskud eller via distriktets DDF-midler.
Det første Global Grant projekt blev skabt da nogle danske rotarianere i juni 19 besøgte Ukmerge sygehus i Litauen. Der blev præsenteret en lang ønskeliste, men projektet koncentrerede sig om føde- og gynækologisk afdeling. Der manglede apparatur til undersøgelse for livmoderhalskræft og på fødeafdelingen ønskede man sig apparatur til at følge fosterets tilstand under fødslen, lyslamper til behandling for gulsot og sygesenge. Et projekt til godt 46.000$. Finansieringen blev fremskaffet gennem bidrag fra flere privatpersoner, klubber og distriktet via DDF-midler i samarbejde med bl. a. distrikt 1450. Sammen blev der sat gang i projektet og litauerne tog fat på at indhente de påkrævede dokumenter om nødvendigheden for udstyret og tilbud på det pågældende udstyr, mens danskerne samlede tilsagn om støtte fra diverse personer, klubber og distrikter, så finansieringen kunne sikres i forhold til budget. Næste trin blev sat i gang ved fælleshjælp til at få opstillet den elektroniske ansøgning til TRF og der blev trykket på send-knappen den 24.12.19. Når ansøgningen lander i TRF går ansøgningen gennem førstehåndskontrol og der skal indsamles underskrifter på deltagelse og størrelse af bidrag. Den 10.2.20 blev ansøgningen endeligt ”submitted” og flere i TRF vurderer herefter ansøgningen, hvilket gennemsnitlig tager 4-6 uger.
Den 3. april 2020 kom der svar, at projektet var godkendt.
Distriktets første Global Grant var i hus. Rent praktisk begynder så indbetaling fra bidragsyderne og når alt er blevet indbetalt, kan TRF udbetale deres andel og projektet rent praktisk gå i gang. I dette tilfælde betyder det at Ukmerge sygehus kan bestille udstyret. Når udstyret er anskaffet, skal Ukmerge Rotary klub skrive en slutrapport og fremsende bilag og når afslutningsrapporten bliver godkendt, er projektet principielt ovre og forhåbentlig betyder det at flere kvinder diagnosticeres i tidlige og stadig behandlingsmulige forløb af livmoderhalskræft og at flere børn fødes uden mén efter fødsler, hvor det nye apparatur kan antyde at et kejsersnit eller skyndsom fødsel er påkrævet for at undgå hjerneskader hos barnet. En af de litauiske rotarianere der har været med i hele projektforløbet, fortalte at hun selv er født på sygehuset i Ukmerge og at hendes lillebror døde under fødslen fordi man netop ikke havde apparatur til at overvåge fødslen, da han skulle fødes for 40 år siden. Tankevækkende at der skulle gå 40 år og et besøg af Rotary før fødeafdelingen kommer på højde med almindelig og nærmest selvfølgelig standard i Danmark.
Deltagelse i de to næste Global Grant er relateret til Covid19. Rotary i Litauen bad distrikt 1461 om hjælp fra DDF-midler til anskaffelse af test for Covid19. Sammen med nogle andre distrikter, der også gav af deres DDF-midler blev det et projekt til 57.000$. Anmodningen fra Litauen kom den 29. marts – finansieringen var på plads i løbet af et par dage og ansøgning indsendt den 9. april og godkendt den 14. april. TRF har valgt at haste-vurdere ansøgningen der omhandler Covid19.
Næppe var begejstringen over at distriktet dermed havde fået to Global Grant godkendt fladet til ro, før distriktet den 23. april fik en forespørgsel fra Pakistan om finansiel støtte til et Global Grant til anskaffelse af test og værnemidler mod Covid19 samt indkøb af symaskiner. Symaskiner er beregnet til uddeling blandt kvinder der i forbindelse med Covid19 har mistet indkomst og sådan at kvinderne kan etablere sig med egen mindre systue. Ønsket var støtte på 10.000$, der i løbet af få dage blev skaffet ved at alle fem danske distrikter støtter med hver 2.000$ af deres DDF-midler. Denne ansøgning er indsendt den 1.maj - så måske bliver den godkendt, mens du sidder og læser dette. Projektet er på 83.000$ og også i dette projekt er distrikt 1461 primær international kontakt.
Selvfølgelig betyder det ekstra arbejde at være med i disse projekter men det er samtidig netop de timer man sidder og knokler der gør det sjovt at være med i Rotary.
Alle tre projekter er helt i tråd med dette års tema: Rotary Connects the World og jeg er sikker på at vi kommer til at deltage i nye Global Grant næste Rotary år så vi også da lever op til temaet: Rotary Opens Opportunities.
Med mange Rotary hilsner, Anette Løwert, Assens Rotary klub, formand for distriktets foundationudvalg