Glad og lidt stolt blev jeg, da jeg blev ringet op af nuværende distriktsguvernør Per Lindved, og han fortalte mig, at jeg var indstillet til posten som distriktsguvernør for perioden 2023-2024 for Danmarks bedste distrikt D1450.
Per spurgte, om jeg ville tage mod nomineringen? ”Jo tak gerne – det skal blive mig en fornøjelse og glæde at kunne bidrage til Rotary og betale lidt tilbage af alle de gode oplevelser og timer, jeg har haft i Rotary siden min optagelse i april 1999 i Rosenholm Rotary Klub,” tænkte jeg.
En lang og givende fortid i Rotary
I 1999 var jeg skoleinspektør på Hornslet Skole i Rosenholm Kommune og blev inviteret til at deltage i klubbens liv.
At jeg dengang sagde ”ja tak”, har jeg ikke fortrudt, og ej heller at jeg blev budt velkommen i Skjern-Tarm Rotary Klub, da jeg tiltrådte som skoleinspektør på Kirkeskolen i Skjern, da min kone Jill og jeg flyttede til byen i februar 2001.
Det er blevet til mange gode oplevelser, indsigt, netværk og aktive timer med klub-, egobranche foredrag og virksomhedsbesøg. For ikke at forglemme samværet i klubben og på forskellige rejser i Rotary-regi.
De unge mennesker er min drivkraft
Mit hjertebarn i Rotary er Ungdomsudvekslingen, hvor jeg har været klub-counsellor i flere år, end jeg kan tælle. Mødet med de unge mennesker, og det at se dem vokse i og med opgaven som udvekslingsstudent er fantastisk.
Denne passion gjorde, at jeg sagde ja tak til at varetage koordineringen af distriktets udvekslingsprogrammer ud over Long Term sideløbende med min funktion som assisterende guvernør i distriktet.
Arbejdet med projekter er en kæmpe oplevelse
Mulighederne i Rotary er mange og en anden af mine mange oplevelser og glæder er arbejdet med projekter. Her især de fælles projekter i Galloya, en lille landsby i Gambia, hvor jeg har været med til at koordinere samarbejdet mellem flere klubber i distriktet samt uden for distriktet.
Projekterne i Galloya har vist, at vi, ved at gå sammen og med små midler fra den enkelte klub, kan gøre en kæmpe forskel.
Vi var en gruppe, der besøgte landsbyen i november 2019. Det var en fantastisk oplevelse at se effekten af projekterne – kvindehaver, vandprojekter og skole.
Assisterende guvernør på fjerde år
Mit arbejde på distriktsniveau begyndte for snart 4 år siden, da jeg tiltrådte som assisterende guvernør samtidig med, at jeg gik på pension.
Beslutningen om at gå på pension efter 32 år som skoleinspektør og blive assisterende guvernør har jeg på ingen måde fortrudt. Det er et privilegie selv at kunne vælge at gå på pension.
Arbejdet som assisterende guvernør har været givende og fyldt med positive møder med rotarianere i de forskellige klubber i mit AG-område 01. Fornøjelsen var dobbelt i de 3 år, jeg også varetog AG-område 03 samtidig med 01.
Samarbejdet med guvernørgruppen, de andre assisterende guvernører og distriktsrådet har været og er meget givende og ansporede mig til at søge nominering som distriktsguvernør.
Ønsket er blevet til virkelighed
Min klub bakkede mig op, og ønsket er nu blevet til virkelighed. Arbejdet med at blive klar til at overtage guvernørposten i 2023 er gået i gang.
Jeg ser frem til at kunne bidrage aktivt til at videreudvikle vores distrikt – Danmarks bedste – ved at være med til at koordinere og anspore den løbende debat og planlægning samt udførelse af tiltag, der kan sikre Rotarys og distriktets udvikling – løbende forandring – til gavn og understøttelse af klubberne.
Denne opgave kræver dialog, samarbejde, koordinering og handling i samarbejde med grundstenen i Rotary – nemlig klubberne. Som distrikt skal vi have fokus på at understøtte klubbernes arbejde og bidrage med at skabe muligheder, for at klubmedlemmerne kan få adgang til dialogfora og uddannelsesmuligheder til støtte for deres medvirken til arbejdet i klubberne.
En forandring der er nødvendig, så nye medlemmer kan se sig selv som en del af fællesskabet samtidig med, at de af os, der har været med i mange år, stadig kan se os selv i Rotary, hvor alle bidrager med den viden og erfaring, de besidder.
Det er mit håb, at min erfaring med organisering og udvikling fra mit mangeårige arbejde som skoleinspektør og aktive deltagelse i foreningsbestyrelser og lederopgaver inden for frivillige organisationer kan blive til gavn for min funktion som distriktsguvernør.
Livet uden for Rotary
Nu kunne det lyde som om, at hele min tid går med Rotary, men det er kun den halve sandhed.
Jeg har en dejlig kone – Jill – der burde have en medalje for at have holdt til at være gift med mig i snart 50 år. Jeg skal hilse fra Jill og sige, at hun glæder sig til at blive ”guvernante” og bakke op omkring opgaven og møde endnu flere af de mange gode og positive mennesker i Rotary.
Sammen har vi to sønner, der er godt i vej med egne familier. Desuden har vi en ”bonusdatter” Lida, der kom uledsaget til Danmark som 15-årig kort efter, at jeg var startet på Kirkeskolen i Skjern. Jill blev hendes kontaktperson, hvilket hurtigt udviklede sig til, at Lida blev en del af familien. Lida har også stiftet familie og fået børn, så nu har vi fire børnebørn + to ”bonusbørnebørn”.
Nu er det om at blive velforberedt og se frem til et aktivt og begivenhedsrigt guvernør år 2023-2024.
Fik du læst: Engageret og viljestærk Rotary-medlem bag ny Rotaryklub i Aarhus
KLIK OG FØLG DISTRIKT 1450 PÅ FACEBOOK
ER DU IKKE MEDLEM AF ROTARY? KLIK HER OG LÆS, HVORDAN DU BLIVER DET
Artiklens forfatter Flemming Libner har et omfattende Rotary-CV og er blandt andet assisterende guvernør i Distrikt 1450 samt Distriktformand for Group Study Exchange. Han tiltræder posten som Distriktsguvernør i juni 2023.