
Hedensted Rk rejste godt 100.000 kr. til et veterancenter i Ukraine.
Rotary-klubben i Hedensted arrangerer hver midsommer en koncert på den smukke, lokale Daugaard Strand, der ligger ud til Vejle Fjord.
”I 2023 var krigen i Ukraine nyligt brudt ud, så vi besluttede på forhånd at en del af overskuddet skulle gå til et projekt i Ukraine, fortæller Johannes Grane Larsen, der er præsident i Hedensted Rk.
Koncerten med Queen of Denmark gav et pænt overskud, og klubben besluttede at bruge 40.000 kr. til at samarbejde med holdet bag et kommende veterancenter 4.5.0 beliggende i Kalush i Ukraine. Med hjælp fra District Grant og Rotary Danmarks Hjælpefond blev der 101.214 kr. til projektet.
For Hedensted Rotary Klub var det afgørende, at et af klubmedlemmerne er medejer af en virksomhed i Ukraine. Det kunne sikre at pengene gik til det, de var bestemt for, og ikke til korruption.
”Samtidig ville vi ikke bare donere pengene, vi ville være ægte involveret i projektet”, siger Johannes Grane Larsen.

Veterancentret bliver etableret i en nedlagt vandværksbygning, som ligger naturskønt i landlige omgivelser, der sikrer rolige omgivelser for veterancentrets brugere.
Veterancentret bygger på en vision fra Oleg Pereguda, som desværre mistede livet ved Donetsk under kampene med de russiske tropper i juni 2022. Hans enke Vasylyna Pereguda har samlet et hold af frivillige, som arbejder med at gøre veterancentret klar til at modtage veteraner juli 2024.
Første fase er renovering af bygningen og alle dens tekniske installationer. Dette arbejde er foretaget i tæt samarbejde mellem frivillige og professionelle.
Hedensted Rotary Klub har fulgt arbejdet via Nazar Antonyk, som er udviklingschef hos Goodvalley. En dansk ejet farm, der har omfattende produktion af slagtesvin i området omkring Kalush, som ligger sydvest for Lviv. Goodvalley beskæftiger cirka 600 medarbejdere.
”Vores Rotarykammerat Jens Jørgen Nielsen er medejer af Goodvalley, og vi har derfor haft en direkte forbindelse til at medvirke til at realisere projektet og fastlægge omfanget af nødvendigt inventar, fortæller Johannes Grane Larsen.
Der var 115.000 kr. i overskud fra 2023-koncerten, så Hedensted Rk har også støttet flere andre humanitære sager, og er i dialog med Veterancentret om at hjælpe med at skaffe udstyr til genoptræning.
Øverst et foto fra koncerten, der rejste pengene til projektet.
Nederst ses veterancenteret i Ukraine under opbygning.