
Gentofte Rotary klub har introduceret morgenmøder og produceret en præsentationsvideo – nu på vej mod 45-50 nye medlemmer.
Gentofte Rotary klub er midt i en større fornyelse og foryngelse, hvor klubben selektivt går efter at rekruttere yngre erhvervsaktive medlemmer.
”Vi var indtil sidste sommer en ren frokostklub. Medlemsalderen var ” høj og medlemstallet havde været faldende over en årrække, og klubben hang ikke længere sammen økonomisk eller i forhold til at egnede kandidater til klubbens funktioner”, fortæller præsident Michael Knie-Andersen.
”Der var samtidig stor tilfredshed med den eksisterende klub, så det var vigtigt at finde en løsning, der kunne sikre fornyelse, uden at ændre på det, der fungerede godt”, forklarer han og fortsætter.”
”Derfor har vi siden sidste sommer tilføjet månedlige morgenmøder, og i den forbindelse inviteret cirka 45-50 primært yngre og erhvervsaktive potentielle medlemmer. Responsen har været rigtig positiv”.
Det er bestemt ingen overdrivelse. Over halvdelen af de inviterede er allerede blevet medlemmer. Omkring 20 har deltaget i varierende omfang, og vil inden for de nærmeste måneder først blive spurgt om det vil træde ind. Alt i alt forventer Michael Knie-Andersen, at klubben vil nå 45 til 50 nye medlemmer inden årets udgang.
Morgenmøderne har også en iøjnefaldende kvalitet hvad angår indhold. F.eks. var sidste møde i januar med topchefen for Berlingske Media, Anders Krab-Johansen, og februar-mødet med tidligere FET og PET chef Lars Findsen og hans oplevelser med den sag, der er udråbt som den største vestlige efterretningsskandale i nyere tid.
Klubben har også fået udarbejdet en præsentationsvideo. Præsidenten skrev manus, et klubmedlems designfirma klarede produktion, og videoen er delt på både LinkedIn, Facebook og YouTube.
Der er også oprettet en WhatsApp-gruppe som kommunikationsplatform, udviklet nyt brevpapir, og sat facadeskilte op der hvor møderne holdes
Interne har klubben med udgangspunkt i en spørgeskemaundersøgelse fået sat en fremtidig retning. Der følges op på medlemmer, der ikke har deltaget i møderne på det seneste, for at sikre deres trivsel og engagement og sættes kamingrupper i gang her i første halvår.
Der er flere detaljer end det her nævnte i klubbens proces med at løfte sig selv. Det har vi ikke plads til at gennemgå, men en enkelt skal nævnes som afslutning: Et medlem har skrevet en klubsang, og klubben har haft professionel sangundervisning.
Som præsidenten udtrykker det: ”Vi ser frem til at bygge videre på disse resultater og nye tiltag i det kommende år”.
Se klubbens video på: Gentofte Rotary Klub - YouTube