En ny morgenklub gik fra start til 20 medlemmer på ingen tid. Nye klubber er den bedste vej frem for 120-årige Rotary, mener stifteren
Guvernør 2022-23 i det midt- og østjyske distrikt 1450 Thomas Korsgaard, har indtil nu taget initiativ til tre nye klubber.
 
Han er ikke i tvivl om, at nye klubber er den bedste måde at udbygge et 120-årigt Rotary på.
 
Rotary Norden besøgte en af dem, Aarhus Impact ved et morgenmøde kl. 7 på virksomheden Arla Food i Aarhus.
 
Klubben har ikke noget fast hjemsted. Alle klubbens månedlige morgenmøder foregår ude i medlemmers virksomheder på skift blandt de 20 medlemmer.
 
Medlemmer er således på skift vært ved morgenmøderne, og det gælder også andre møder.
 
Thomas Korsgaard åbner mødet i den nye Aarhus Impact Rk, der har dette forpligtende motto: ”Danmarks mest inspirerende Rotaryklub.”
 
Social dining
Ud over morgenmødet er der fast en månedlig fællesmiddag – ”social dining”, som det hedder på klubbens sprog – hvor man mødes et par timer på en restaurant, som er valgt af aftenens vært.
 
Desuden holdes der 1:1 møder, hvor medlemmerne inviterer hinanden til snak om hvad de er gode til, og hvordan de kan hjælpe hinanden.
 
Klubben har udarbejdet et fast skema til brug, som sikrer, at begge deltagere får noget ud af møderne.
 
Ved morgenmøderne er der ingen sang. Den første halve time bruges til socialt samvær over en kop kaffe og rundstykker, som medlemmerne på skift er omkring bageren efter på vej til mødet.
 
Efter formel mødestart er første punkt ”værtshuset”. Det er 5-10 minutter, hvor værten præsenterer sin virksomhed, som er ramme for dagens møde.
 
Derefter følger præsidentens meddelelser. Et af punkterne ved dette møde var planlægning af en kommende ”store gæstedag” i marts, hvor hvert medlem tager op til fem gæster med.
 
Der er plads til knap 80 det sted, hvor det skal holdes, så klubben er naturligvis spændt på, hvor mange det lykkes at samle. Men allerede ved det morgenmøde i starten af februar, hvor Rotary Norden gæstede klubben, var de første gæster sikret.
 
Efter tre minutter følger foredraget, som kan være relateret til værtsvirksomheden.
 
Det var det ved Rotary Nordens besøg, nemlig med Arlas bæredygtighedsarbejde som emne. Men det kan også være helt andre emner.
 
Stemningen i klubben er meget fin, og gennemsnitsalderen betragteligt under gennemsnittet i Rotary.
 
Thomas Korsgaard er ikke i tvivl om, at nye klubber er vejen frem for Rotary. ”Hvis der ikke startes nye klubber, så dør Rotary stille og roligt”, har han tidligere udtalt til Rotary Norden, hvor han tilføjede:
”Der er mange mennesker i alle aldre, køn, etnicitet og job, der gerne vil være med i Rotary, hvis blot de tilbydes et medlemskab de kan spejle sig i”.
 
Det må nok siges at være bevist med de tre nye klubber, som Thomas Korsgaard har været med til at stifte, først en E-klub som satellitklub til en anden Aarhus-klub, så en international klub i Billund, og nu altså Aarhus Impact Rk.
 
Medlemmer af Aarhus Impact ved morgenmødet på Arla Foods. Klubben har ikke fast hjemsted, så alle møder er udemøder. 
 
Anika Leth, der er innovationschef hos Krifa. Hun kendte godt til Rotary, da hendes far er mangeårigt medlem, og søsteren har været på udveksling: Jeg var i et andet professionelt netværk, men der kom man ikke hinanden nok ved. Det gør vi her - og det er sjovt at være med i noget nyt”, siger Anika.
 
Esra Alici Pedersen, mor til tre og selvstændig inden for lederudvikling med emotionel intelligens, siger: ”Jeg hørte om klubben via Thomas, og den har levet op til forventningerne. Det er inspirerende mennesker, meget forskellige – med det til fælles, at det ikke kun handler om mig selv”. Gustaf Lohm er svensk, arbejder på Aarhus Universitet, og han kendte heller ikke Rotary, før han ligesom Esra hørte om det fra Thomas Korsgaard ”Det er et godt netværk. Der er stor gensidig hjælpsomhed, så jeg er rigtig glad for at være medlem af klubben” siger Gustaf Lohm.