Unge i alderen 17-23 år kan lige nu søge om et år på et universitet eller college i Georgia, USA, i 2026-27.

Drømmer du om et år i Georgia i 2026-27 er det vigtigt, at du straks kontakter Birgitte Illum på grsp@rotary.dk

Læs generelt om programmet her: Georgia Rotary Student Program | Rotary Danmark
 

Fra Ry til et år i USA

19-årige Cecilie Aavild fra Ry havde modet til at pakke kufferten og tage et år i USA - og fik en oplevelse for livet.

Cecilie ønskede sig brændende et studieår i USA, når skolen og HTX var slut i Silkeborg. Hun vidste via sin far Jens Aavild, Ry Rotary Klub, at Rotary-klubber i staten Georgia hvert år udbyder 40 studiepladser, som kan søges af alle unge fra hele verden.
 
De 85 Rotary klubber i staten Georgia udvælger ansøgerne til årets scholarship, hvor stort set alt er betalt.
 
Cecilie gik benhårdt efter at få et af dem. Ansøgningsproceduren er lang og omfattende.
 
For at komme helt i mål, måtte Cecilie også et smut til Hamborg for at tage de sproglige test, som kræves, hvis man skal studere i USA.

Et overraskende college

”Jeg fik noget af en overraskelse, da jeg åbnede min mail med info om mit studieår i Georgia.
 
Det viste sig at være et helt særligt college, som hedder Wesleyan College - First For Women, kun for kvindelige studerende. Det havde jeg ikke lige set komme”, fortalte hun ved et Rotary møde.
 
Cecilies fremtidsdrøm er at blive læge og hjælpe mennesker. Det afspejler sig også i nogle af de valg, som hun tog på Wesleyan College.
 
Hun har bl.a. studeret menneskelig biologi og et fag med fokus på hjernen. Her i forårssemestret er der desuden spot på teater med legende læring, hvor Cecilie kan træne kreativitet og afprøve sine egne grænser for, hvad hun tør binde an med af udfordringer.
 
”Jeg vil gerne udfordre mig selv ved at blive sat i situationer, hvor jeg ikke føler mig så sikker. Performances foran mennesker jeg ikke kender, og hvor jeg skal slå mig løs. Det tror jeg vil booste min selvtillid”, håber Cecilie.
 
Skolen tilbyder masser af aktiviteter, når dagens undervisning slutter. ”Hvis vi ikke sidder rundt om et bål og hygger, går vi til teater- og musikforestillinger, som afspejler hele verden. For ikke at glemme sport som amerikansk fodbold, volleyball, basket osv., fortæller hun.

Et andet USA

Præsidentvalget i USA blev en helt særlig oplevelse. Der opstod stor splittelse mellem de studerende hen over efteråret, og hendes studievenner turde som oftest ikke fortælle, hvem de stemte på.
 
Et ophold i et andet land er ikke altid lutter idyl.
 
”Jeg har haft weekender, hvor jeg har følt mig ensom og næsten forladt, når mine studievenner var taget hjem på forlænget weekend og værtsfamilien til en anden stat i en uge, siger Cecilie og slutter: 
”Heldigvis er der flest gode ting ved mit studieår. Det er en fantastisk oplevelse for resten af livet, og det er rigeligt for mig”.
 

Drømmer du om et år i Georgia i 2026-27 er det vigtigt, at du straks kontakter Birgitte Illum på grsp@rotary.dk