WHO opgjorde i 1988 antallet af tilfælde af polio i verden til 350.000.
I Danmark var der så sent som i 1950-erne meget store polioepidemier i Danmark, og stadig i dag er der patienter, der plages af senfølger efter de lammelser, de fik den gang hvor de blev smittet som store børn eller unge voksne.
Status i verden lige nu er, at der i 2016 har været 13 tilfælde af vild polio i Pakistan og 6 i Afghanistan. I hele 2015 var der i alt 37 tilfælde i de to lande.
Desværre er for nylig der konstateret 2 tilfælde i Nigeria, som ellers var erklæret poliofri.
Denne udvikling viser igen hvor vigtig den fortsatte indsats imod polio er.
Vi fortsætter i Rotary i Danmark med at støtte kampen imod polio ved at indsamle penge til vaccinationer og ved at stille frivillige til rådighed ved vaccinationerne.
De indsamlede penge fordeles igennem The Rotary Foundation. Det er den fond rotarianere samler penge ind til for at støtte ikke blot kampen imod polio, men også en lang række lokale og internationale initiativer til at hjælpe, hvor der er behov.
Fonden får støtte af Bill og Melinda Gates fonden til kampen imod polio. Hver gang Rotary samler en krone ind giver Bill og Melinda Gates fonden to kroner.
Fonden har i alt indsamlet mere end 80 milliarder kroner fra donorlande, organisationer, fonde og medlemmer af Rotary og mange andre til kampen imod polio.
Vi vil i det kommende år markere 100 års jubilæet for The Rotary Foundation og benytte lejligheden til at vise de resultater, der er opnået takket være Fonden samt til at samle penge ind til det fortsatte arbejde med at gøre verden til et bedre sted at være.
Willi Weber
Distriktsguvernør
Distrikt 1450