Hjælpefondens historie

Pige

 

 

HJÆLPEFONDENS HISTORIE

1969 - 2021

Rotary Danmarks Hjælpefond blev stiftet den 5. juli 1969 og havde 50 års jubilæum i 2019

Helt fra begyndelsen var det fondens formål ” at yde støtte til løsning af sociale, kulturelle og
andre samfundsgavnlige opgaver i Danmark og udlandet, fortrinsvis i tilfælde, hvor opgaverne
er af en sådan størrelse, at de ikke kan forudsættes løst af de enkelte klubber.

Fondens midler blev ”tilvejebragt ved frivillige tilskud, gaver, indskud og bidrag fortrinsvis fra
Rotaryklubber og Rotarianere”.

Fonden blev som det er tilfældet i dag ledet en bestyrelse bestående af de til enhver tid
siddende guvernører for de dengang fire distrikter 145,146,147 og 148 samt fire medlemmer
valgt af samme distrikter på deres distriktskonferencer. Hvert distrikt valgte et medlem som
sad i 4 år og kunne genvælges én gang. Allerede i den første fundats er der beskrevet, at i fald
der kommer flere distrikter udvides bestyrelsen med to medlemmer. Rokaden var fra starten
som nu at det distriktsvalgte medlem sad som formand i sit sidste år. De distriktsvalgte
medlemmer udgjorde forretningsudvalget.

Hjælpefonden formes.
Ved distriktskonferencen i 1969 i distrikt 146, der blev afholdt i Nordborg, var generalforsamlingens pkt. 11 ”forelæggelse af planer for Dansk Rotarys Hjælpearbejde”. Der var
forud for generalforsamlingen udsendt bemærkning fra guvernøren lydende: ”Et af flere klubber
fremsat ønske om etablering af en fælles-dansk Rotary-fond er behandlet adskillige gange af
Rotary Danmarks Råd. Den endelig fundats foreligger nu og fremlægges hermed, idet det bedes
bemærket at evt. bidrag til denne fond vil være en sag, hvortil de enkelte klubber og de enkelte
Rotarianere m.v. tager stilling år for år. Tilslutning til etablering af Dansk Rotarys Hjælpearbejde
indebærer således ikke, at nogen bindes til bidrag”. Af referatet fremgår: ”Forelæggelsen af
planer om etablering af Dansk Rotarys Hjælpearbejde afstedkom nogen diskussion, men af de
faldne udtalelser var et flertal dog positive, og ideen vil da blive gennemført, således på
fællesdansk basis søges etableret en fondsdannelse i overensstemmelse med de fremlagte
planer.

Pengestrømmen.
Som distriktsrepræsentant for distrikt 146 til bestyrelsen for Dansk Rotarys Hjælpearbejde valgtes
advokat Chr. Bisgaard Larsen fra Odense Carolinekilde Rotary klub.

Dansk Rotarys Hjælpearbejdes formål nævnes i medlemsfortegnelsen for 1970-71. Desuden er der
optegnelse af hvem der er formand, sekretær og kasserer samt menigt medlem af forretningsudvalget. Chr. Bisgaard Larsen blev fondens første kasserer.

Ved et kig i arkivet fra Assens Rotary klub kan man læse i beretning vedrørende Dansk Rotarys Hjælpearbejde for året 1974-75, at der er bevilget 112.500 kr. som følgende:

  1. Hungersnødskatastrofen i Niger med telte via Folkekirkens Nødhjælp                 35.000 kr.
  2. Hungersnødskatastrofen i Etiopien med mælkepulver og vitaminpiller
    også via Folkekirkens nødhjælp.                                                                                   25.000 kr.
  3. Hjælp til Aarhus Nordvestre Rotary klub, der hjalp en ung gambianer
    til en operation i Århus.                                                                                                   2.500 kr.
  4. Lepra (spedalskhed) hospital i Indien fik doneret                                                     25.000 kr.
  5. Rotary Christmas projekt i Ceylon fik                                                                          25.000 kr.

Der var tilbagebetalt 21.000 kr. fra det foregående år, hvor der var afsat penge til jordskælvs-ulykke i Nicaragua, men pengene blev aldrig anvendt og derfor returneret.

Forretningsudvalget havde desuden bevilget 75.000 kr.: ”På opfordring af en i Rhodesia bosat
dansker, fabrikant C.B. Jacobsen til hjælp til udsendelse af døvelærer, fru Jytte Jørgensen,
Fredericia, som instruktør for indfødte døvelærere under Jairos Jiri organisationen, der støttes
af flere lokale Rotary klubber, der udbetales med op til 7.500 kr. pr.md. fra udrejsetidspunktet.

 

Skattedepartementet har meddelt skattefrihed.
Endelig er der på opfordring fra Rotary International ydet støtte til to katastrofer i hhv. Darwin
og Pakistan for i alt 6.000 kr. Af beretning for 1976/77 fremgår en indtægt på 136.000 kr. og der blev bevilget

 

  1. 100.000 kr. til hjælp i forbindelse med jordskælvskatastrofen i Rumænien i
     samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp.
  2. Ringsted Rotary Klub fik 6.000 kr. til driften af et fritidshus for fremmedarbejdere
  3. 25.000 kr. blev givet til indkøb af tekniske hjælpemidler til døveskole i Rhodesia
  4. 35.000 kr. blev bevilget til dækning af transport af indsamlede maskiner til Tanzania.
     

Af resultatopgørelsen for Dansk Rotarys Hjælpearbejde fra 1984-85 fremgår, at klubberne bidrager gennem kontingentindbetalinger, og der blev indbetalt 191.000 kr. Renteindtægterne var på 114.000 kr. og egenkapitalen var 1.053.000 kr.

Navneskift.
Gældende fra Rotary-året 2009-10 ændrede fonden navn til det nuværende Rotary Danmarks Hjælpefond.

Det er interessant at se, at projekterne dengang og nu ikke er så forskellige endda. Katastrofer øger altid lysten til at hjælpe. Dengang blev der givet store beløb til forskellige katastrofer rundt om i verden. I dag har Rotary Danmarks Hjælpefond mulighed for at oprette en indsamlingskonto så snart beskeden om en katastrofe rammer os og Rotary Danmarks Råd har besluttet at der er behov for støtte fra fonden.

Mange store Hjælpeprojekter gennemføres af klubberne.
I 2013 indsamlede rotarianere store beløb til genopbyggelse af en skole i Filippinerne efter landet
var ramt af orkanen Haiyan. Ud over indsamling til genopbyggelse af skolen, blev der indsamlet
250.000 kr. til skoleuniformer og sko til de ramte skolebørn. Et projekt der ikke kun sikrede at
børnene atter kunne komme i skole, men stoffet til uniformer blev produceret, købt og syet lokalt
og det samme gjaldt skoene. Det sikrede arbejdspladser og indtjening til de tusinder, der havde
mistet alt i orkanen.

I de første år af Dansk Rotarys Hjælpearbejde synes mange projekter at være udenlandske og det
er stadig tilfældet. I det seneste år har 1/3 af ansøgninger været udenlandske projekter i 22 lande
og resten er lokale danske projekter.

I dag betaler hver dansk rotarianer 160 kr. pr. år og flere indbetaler desuden et frivilligt bidrag.
Desværre nyder man ikke længere godt af en høj renteindtægt som tilbage i 1984. For Rotary året
2018-19 bliver der bevilget støtte for 1,8 millioner kr. Klubben skal som minimum have samme
beløb, som klubben søger om i Hjælpefonden og flere klubber søger desuden District Grant eller
Global Grant, således at der i hvert fald er projekter for fire millioner kr.

Nye arbejdsgange i Rotary Danmarks Hjælpefond.
Ansøgningsmængden er steget betydeligt, hvor der nu årligt er 100-125 ansøgninger. Der er opsat
regler for hvilke ansøgninger, der kan bevilges støtte og principielt kan der søges om maximum
60.000 kr. I Rotary året 2018-19 har ¾ af ansøgningerne opnået en bevilling. Der ansøges om vidt
forskelligt fra 3.000 kr. til 75.000 kr. Det er projekter der handler om julehjælp til hjemløse,
inventar til børnehave i Litauen, vandboring og etablering af solceller ved et børnehjem i Uganda,
etablering af lund med moringatræer i Namibia, afholdelse af koncert for sorggruppe,
tremmesenge til dagpleje i Katmandu, indkøb af spildevandstank til plejefamilie der har
11 forældreløse børn boende hos sig, renovering af gårdhave ved et dansk omsorgshjem og
sådan kan man blive ved. Det er alle spændende projekter, som klubberne er involveret i på den
ene eller den anden måde. Mange fra en klub var selv meget aktive på en oplevelsesdag sammen
med børn fra Tjernobyl der var på sommerlejr i Danmark, og fra en anden klub tog flere
medlemmer for egne midler med til indvielse af den nyindkøbte ambulance til en landsby i
Burundi.

Det væsentligste er at Rotary vil hjælpe de, der har brug for en håndsrækning. Næste skridt er at sammensætte projektet ud fra behov og muligheder, og det gør heldigvis mange klubber.

Med et stort tillykke i anledningen af 50 års jubilæet ønskes samtidig al mulig held og lykke og må ”Hjælpefonden”, som den kaldes i dagligdagen bestå i mange mange år.

 

Der skal lyde en stor tak til Anette Løwert som har udarbejdet historien

Anette var formand for Hjælpefonden i 2018-2019