Efter mødet slog et af vores medlemmer fast, at det at være Rotarianer ikke handler om hvor mange møder, vi kommer til. At være Rotarianer er en væremåde, hvor vi kan se det meningsfulde i, at vi i fællesskab gør en forskel for andre både lokalt og globalt.
Aftenen startede som vanligt med, at Birgit bød velkommen og gav ordet til Klaus, som fortalte om den kæmpeoplevelse, det var at møde de mange ukrainere til arrangementet i Torsted Sognehus lørdag d. 21. januar. Klaus fortalte, at det var meget rørende at opleve ukrainerne som mennesker, som ligner os, og hvor dybt taknemmelige ukrainerne var blevet over det fine arrangement.
Marius havde en hilsen fra Allan. Han deltager i vores møder de gange, som han har mulighed for inden sommerferien. Allan og øvrige udmeldte er hjerteligt velkomne!
Birthe mindende os om det vedkommende foredrag næste gang d. 2. februar, hvor den ukrainske konsul i Danmark fortæller om hjælpearbejdet i Ukraine. Tag endelig gæster med.
Thomas startede med at fortælle om sin agenda for mødet: Vi skal blive langt bedre til at italesætte, at Rotary har en brændende vision, frem for, at vi har en brændende platform.
Vi skal gøre meget mere ud af at engagere vores medlemmer. Der er rigtig mange medlemmer, som forsvinder igen efter 1-3 år i Rotary og det skyldes, at vi har for lidt fokus på at forventningsafstemme med de nye medlemmer.
To af de væsentligste barrierer for at tiltrække og fastholde nye medlemmer er deres oplevelse af manglende tid til at komme til møderne samt at det er dyrt at deltage, primært på grund af forholdsvis store udgifter til forplejning.
Vi er i Rotary ikke gode nok til at invitere gæster med til vores møder og der skal vi arbejde med de barrierer i os selv, der gør, at vi ikke inviterer gæster med.
Vi skal være langt mere synlige, end vi er i dag og komme ud med fortællingen om, hvordan vi gør en forskel for andre. Thomas kom med et eksempel på større synlighed i Ukraine, hvor Rotary har fået en stor tilgang af medlemmer under krigen, fordi befolkningen har kunnet opleve, at Rotary med dets fællesskab gør en væsentlig humanitær forskel i landet.
Vi skal også komme ud med fortællingen om, at Rotary er en af de organisationer, hvor flest penge går direkte til de nødlidende.
Desuden skal vi fortælle om de mange forskellige muligheder, der er for udveksling af studerende samt lederkurser, der findes i Rotary.
Hvor bevæger vi os hen i Rotary? Her er Thomas bud:
Klubberne har utallige muligheder for at eksperimentere med mødeaktivitet, idet der i virkeligheden er ganske få ”officielle regler” og de regler, der kan være hindringer for klubbernes udvikling, har klubberne oftest selv besluttet.
Vi skal have fokus på at hjælpe andre klubber i at udvikle sig, og blandt andet understøtte yngre kræfter med at etablere Rotaact klubber for medlemmer under 40 år.
Og så skal vi være glade for medlemsantallet i vores klub. Thomas sluttede af med at fortælle, at medlemstallet for flest Rotaryklubber i verden ligger på 12 medlemmer.
Tusind tak til Thomas Korsgaard, som gav os stof til eftertanke til udvikling af vores klub.
Vagn fra Horsens Vestre fik herefter ordet for at orientere om, at han er i gang med at etablere en lokal Rotaact klub. Han vender tilbage med materiale om projektet.