Stig Petersen fortalte, at der er lavet meget lidt om i de eksisterende bygninger, der rummer 1070 medarbejdere. Man har samlet så meget administration som muligt på Chr. M. Østergaards Vej, på nær Borgerservice, Sund By og Biblioteket. Disse får til huse i det gamle Rådhus.
Borgerne har begrænset adgang i det nye Rådhus og samtaler med borgere er centreret omkring hovedindgangen, hvor Jobcentret og Ungdomscentret holder til. En lang række samtalerum omkranser hovedindgangen.
Kantinen kan rumme 250 personer ad gangen og det er gjort obligatorisk, at medarbejderne indtager deres frokost her. Stig Petersen fortalte, at det giver sammenhold på tværs af afdelingerne.
Det har været nødvendigt at gøre bygningen, hvor hovedindgang og kantine er placeret, mere stabil med store jernspær, der fremstår meget synligt i kantinen.
Vi blev vist rundt i den fløj, hvor Borgmesteren har kontor. De fleste medarbejdere sidder i storrumskontorer og afdelingerne er placeret således, at de, der har mindst borgerkontakt, sidder længst væk fra hovedindgangen.
Gangene og kontorerne er prydet med kunstværker fra det gamle Rådhus. Da vi kom forbi den nye Teknik- og Miljødirektør Bjarke Butts kontor, fik vi fortalt, at Bjarke Butt opdagede, at lige udenfor hans kontor var der ophængt et kæmpestort maleri, der var lavet af hans fætter. Fætteren kunne fortælle Bjarke Butt, at maleriet var hængt på hovedet. Men nu hænger det endelig rigtigt. På det gamle Rådhus hang det i årevis på hovedet.
I Byrådssalen, der ligger i kælderen i niveau 0, fik vi en indføring i Byrådets regler og samarbejde af Byrådspolitiker Lars Jensen fra Venstre. Møblerne fra den gamle Byrådssal er genbrugt, og frem til det gamle Rådhus er renoveret, foretages der midlertidigt vielser i den nye Byrådssal.
Aftenen sluttede med buffet i kantinen, hvor vi hørte om Lars Jensens politiske mærkesager og arbejde i Byrådet.
Tusind tak til Stig Petersen og Lars Jensen for at invitere os ind på det nye Rådhus.
2023-03-28 Anne Sloth-Egholm (tekst) og Bo Eriksson (foto)