Overlæge, professor, dr. med. Peter Schwarz er ansat på Rigshospitalet og forsker i endokrine forstyrrelser efter kræftbehandling og er specielt interesseret i knogle og kalksydomme.
Han er en af de største kapaciteter og primus motor på området både i Danmark og internationalt og desuden kendt foredragsholder.
Professor Schwarz fortalte om sin forskning på et stormøde i Horsens Vitus Bering Rotary Klub.
Endokrinologi er ifølge Wikipedia læren om hormoner og hormonelt betingede sygdomme.
Kræftbehandlingen har for flere store kræftsygdomme opnået et gennembrud, der betyder at langt de fleste overlever. Eksempler herpå er bryst- og prostatakræft, hvor følgevirkninger ofte ses på vægt, energiomsætning/stofskifte, kolesteroltal, blodsukker, nervebaner og knogler og hvad der i dag anbefales selv at gøre for at mindske gener og risiko for tilbagefald for specielt disse 2 kræftsygdomme. Binyrebarkhormon er ligeledes ofte i anvendelse ved kræftsygdomme og kan ligeledes give følgegener.
Peter er leder af en større forskningsgruppe der arbejder med projektet ”Lev godt efter brystkræft”. I det studie, følges 120 kvinder fra diagnosen brystkræft bliver stillet på Rigshospitalet og dernæst de næstfølgende 6 år til behandlingen er endeligt afsluttet. De første patienter er nu fulgt knapt 2 år efter operation, kemoterapi og stråling.
Peter er en del af Region Hovedstadens eliteforskningscenter ”Clinical Academic group Impact” der har fokus på fysisk aktivitet ved kronisk sygdom som f.eks. kræftsygdom.
2021-12-10 Bo Eriksson