Det ER muligt: dobbelt op på få år

Indsendt af Henrik Rønnest den 7.7.2023
Efter målrettet indsats er Haderslev Hertug Hans blandt landets største. Læs artikel i Rotary Norden 04/23 om Hertug Hans Rotary Klub.

Kopi af artiklen, der er bragt i Rotary Norden 04/23 (side 47).

"For ti år siden var Haderslev Hertug Hans Rk i samme situation som så mange andre: ofte mødte blot 20 eller færre op, og det var tæt på at man ikke kunne være bekendt at invitere foredragsholdere.

En bevidst og målrettet indsats blev sat ind, og de sidste fem år har klubben haft 80 +/- 2 medlemmer. Resultatet er - helt som ventet - at der typisk møder 40 medlemmer op til klubmøderne.

”Det har aldrig været et ønske om at være en af de største klubber i Danmark. Målet har været og er, at vi er nok til møderne til, at vi kan invitere også større eksterne foredragsholdere, være på virksomhedsbesøg og blive opfattet som en klub med en markant opbakning”, siger Jens Kaptain, der var distriktsguvernør for 1461 i 2020-21 og er formand for PR-udvalget i Haderslev Hertug Hans Rk.

”Vi kan godt mærke at det er blevet sværere at rekruttere de senere år. I den vestlige verden, hvor frafaldet til Rotary er størst, bevæger vi os mere og mere over i et velstandssamfund, hvor vi hellere vil nyde end yde, og populært sagt forventer underholdning i alle livets sammenhænge, også når det gælder de svære samfundsrelaterede forhold”, siger Jens Kaptain og fortsætter: ”Så vi skal tale med flere end tidligere og bruge lidt længere tid til at argumentere for Rotary. Men vi kan stadig overholde målet med de 80 +/- 2, uden at det er gået ud over kvaliteten i forhold til de nye medlemmer, der optages i klubben”.

Opskriften...
Jens Kaptain har samlet alle de ideer, handlinger og fremgangsmåder, der har muliggjort væksten, i et otte siders notat. I overskrifter lyder opskriften på vækst sådan:
• Sæt et mål for ønsket antal medlemmer.
• Beregn hvor mange nye årligt det for klubben normale frafald kræver.
• Sørg for et effektivt og dynamisk ekstensionudvalg.
• Vær tydelige på udvalgets opgave.
• Aktiver alle klubmedlemmer i medlemsrekrutteringen.
• Lad især nye rekruttere nye.
• Optag flere på en gang.
• Arbejd strategisk med klubudvikling så klubben fremstår velorganiseret og velplejet.
• Gør en grundig klubbaseret introduktionen som supplement til distriktets Ny i Rotary.
• Følg systematisk op på de nye ved lukkede evalueringsmøder med dem.

Ovenstående udsnit af mange flere punkter yder på ingen måde det omfattende notat retfærdighed.
Interesserede kan rekvirere det fulde notat ved at kontakte Jens Kaptain på: kaptain.haderslev (at) mail.dk".