Arrangør var de tre horsensianske Rotary klubbers fælles selskab Foundation Rotary Horsens, der havde skabt et pænt overskud ved et foredrag med TV2 korrespondent Uffe Dreesen på Horsens Ny Teater, et overskud der var blevet fordoblet af Rotary’s Hjælpefond.
Arrangementet skete i samarbejde med Røde Kors afdeling i Horsens, der stillede flere frivillige til rådighed.
Lokalet var pyntet op med danske og ukrainske flag og blomsterdekorationer i de ukrainske farver, til stor glæde for gæsterne.
Dagen startede med fællessang, med Inger ved klaveret og Lars som forsanger, begge frivillige i Røde Kors og der blev sunget såvel danske som ukrainske sange, hvor Røde Kors havde bistået med de ukrainske og der blev sluttet af med såvel den danske som den ukrainske nationalmelodi.
Et meget rørende øjeblik, da de ukrainske gæster sang deres nationalmelodi stående med hånden på hjertet og flere med tårer i øjenkrogene.
Herefter underholdt den lokale tryllekunstner Mikkel Rugholm med magi og ballonkunster. Han lavede således individuelle ballondyr til alle børnene efter deres ønsker og desuden hatte i de ukrainske farver og andre festlige figurer.
Et indslag som var til stor morskab og glæde for alle børnene.
Pandekagehuset, Grønlandsvej serverede herefter pandekager ad libitum, dels med flere kødretter og desserter med is, banan og chokolade. Det skabte glæde og kø foran otte stenovns plader, hvor tre medarbejdere fra Pandekagehuset arbejdede på højtryk.
Rema 1000, Thorsgårdsvej i Torsted havde doneret drikkevarerne til dagen.
Dagen sluttede med, at der blev uddelt gaver til alle, i form af et gavekort til Rema 1000 til de voksne og et gavekort til City Horsens til børnene.
Det var meget taknemmelige og rørte ukrainere som herefter tog hjem efter en festlig dag som et positivt indslag i en mørk tid for dem og deres familier der er hjemme i Ukraine.