Susanne blev politianmeldt i 2015 for økonomisk kriminalitet og fik i 2020 en dom på 4,5 år. Hun fik et godt råd om det at sidde inde fra en veninde, som er fængselsbetjent: Hold dig for dig selv, duk nakken og hold lav profil.
Susannes tilværelse ændrede sig radikalt, da hun blev fængslet. Udenfor fængslet havde tiden altid været knap på grund af karriere, kone og barn, men nu fik Susanne pludselig al tid til sin rådighed. Hverdagen i fængslet var meget forudsigelig, fra tidligt om morgenen, hvor hun blev låst ud af cellen til om aftenen, hvor hun blev låst ind igen.
Da corona ramte Danmark i marts 2020, blev alt også lukket ned i fængslet. Susanne fandt sammen med to andre kvinder og de brugte morgenerne på at gå rundt på fængselsområdet mellem de svenskrøde barakker. Her mødte de en mandlig medfange, som tilbød dem at være deres træner. Susanne ser tilbage på den tid som den bedste tid i fængslet. Efter et halvt år blev de to kvinder løsladt. Susanne blev den ”ensomme ulv” og træningen foregik herefter alene.
Efter halvandet år skulle Susanne videre til et udslusningsfængsel, men hun startede udslusningen i Horserød samtidig med, at hun studerede Idræt og Sundhed på Odense Universitet. Det betød, at hun måtte cykle til Espergærde kl. 03.30 om morgenen for at komme med toget til Odense. Til sidst lykkedes det endelig for Susanne at blive overflyttet til Kværndrup udslusningsfængsel. Her var ingen vagter, man kunne gå i sit eget tøj og der var ingen hegn.
Susanne blev løsladt fra Kværndrup i september 2022. Herefter har hun udført samfundstjeneste, der slutter til marts i år.
Susanne oplevede, at hun blev sat fuldstændig udenfor indflydelse under fængselsopholdet. For at få nedsat straf, skal man vise, at man har forbedret sig, og selv om Susanne gjorde alt det rigtige, var det ikke nok, da hun havde mange ressourcer i forvejen, så fængselsledelsen mente ikke, at forbedringerne var store nok.
Susanne fortalte, at man som indsat kan vælge at gå i stå i fængslet og forsumpe. Det oplevede hun, at mange gjorde. Susanne valgte at være aktiv og bruge tiden på at reflektere over det liv, som hun havde haft, og dermed kunne hun vende opholdet i fængslet til noget konstruktivt.
Susanne har efterfølgende valgt af fokusere på de gode oplevelser fra fængslet, om end hun i dag har et noget anstrengt forhold til farven svenskrød. Hun har fået et nyt liv i Horsens med bedre balance mellem arbejde og fritid, og hun har fået mulighed for at arbejde 15 timer om ugen i Farum som jurist via kontakter fra sit gamle netværk.
Tusind tak til Susanne for sin personlige og ærlige beretning om nogle skelsættende år. Vi mødte en kvinde med en usædvanlig stor viljestyrke.
Referent: Anne Sloth-Egholm