Det er ofte lidt vanskeligt på forhånd at vurdere, hvad der kan komme ud af de årlige guvernørbesøg, men denne gang udviklede klubmødet sig til en meget givtig og konstruktiv diskussion om nogle af de udfordringer, vi står over for som klub.
Guvernør Niels Hansen havde startet sit indlæg med at bede sig AG’er Lene Kastrup om at præsentere sig. Lene er medlem af Assens Rotaryklub, hvor hun har og har haft en række tillidsposter. Hun er vores kontakt i distriktet og klar til at hjælpe, hvis vi måtte have behov.
Derefter begyndte Niels at fortælle om sine erfaringer med guvernørposten og om, hvordan corona havde sat en stopper for planlagt rejseaktivitet til diverse træningssessions. Han var ked af, at han ikke havde haft mulighed for at møde en eneste af sine internationale guvernørkolleger, men den virtuelle træning havde fungeret fint.
Niels kunne også fortælle om de oplevelser, han havde haft på lignende guvernørbesøg rundt om i distriktet, og det satte hurtigt en diskussion i gang om, hvad vi i Middelfart kunne gøre for at udvikle klubben yderligere.
Og der er tydeligvis masser af ideer og vilje blandt medlemmerne, så potentialet for at udvikle klubben er helt klart til stede – til trods for at mødedeltagelsen har været vigende efter corona.
Rotary som ide og det værdigrundlag, Rotary hviler på, rammer direkte ned i den aktuelle tidsånd. Så fundamentet er helt klart til stede med de fire ben, som Rotary står på: erhvervsnetværket, det humanitære arbejde, de sociale relationer og ungdomsudvekslingen.
Men diskussionerne ledte også tydeligvis i retning af, at det nu er tid til at gøre noget konkret. Vi har talt om udfordringerne længe nok. Nu skal vi ud over rampen.