Tekst og foto: Jytte Gottlieb
Vækstcenteret i Nørre Snede er et kursuscenter, hvor arbejdet har fokus på den personlige og spirituelle udvikling af mennesker.
Svend og Stine, som begge er fastboende, viste rundt og gav Brande Rotary Klub et fint indblik i stedets idegrundlag og aktiviteter.
Stine og Svend viste rundt på vækstcentret. (Foto: Jytte Gottlieb)
”Vi omsætter visioner i praksis og meditationer forbindes med håndens arbejde”, udtrykte Svend.
”Her har du et spirituelt fællesskab og et undervisningssted, hvor mennesker kan finde ro og inspiration til fordybelse”, lød det under rundvisningen.
Ikke mindst de smukke og særprægede fysiske rammer betog gruppen.
Vækstcenteret blev oprettet i 1982 af Jes Bertelsen og Hanne Kizach og ejes nu af en erhvervsdrivende fond. Hvert år uddeles der omkring 300.000 kroner til godgørende formål, som for eksempel til Røde Kors.
Der er tilknyttet 80 fastboende, som tilsammen driver stedet gennem frivilligt arbejde. De har alle selvstændige boliger i Nørre Snede tæt ved centeret.
Eneste lønnede er få kursuslærere, der alle har en universitetsuddannelse.
Kursisterne kommer fra hele Danmark samt en del fra Norge. Aldersgruppen går fra omkring 17 til 70 år. Som regel finder kurserne sted i weekenden.
Fællesskabet i centeret er gennem tiden groet sammen med det omkringliggende samfund. Eksempelvis er der reception for de lokale beboere i anledning af stedets 40-års jubilæum.
Et spændende og anderledes Rotary møde, hvor alle blev modtaget med stor gæstfrihed. Her handler ordet ’vækst’ ikke om regneark, men om personlig udvikling.
Centerets idegrundlag og grundværdier ses her