Rotary møde 16. november 2023 – Julebagning
Præsident Karsten Hjelm bød velkommen til vores julebagning som i år var henlagt til Thorshøj gamle skole.
Karsten startede med at takke Helle og Jan for at de endnu engang ville arrangerede julebagning af vaniljekranse og pebernødder, selv om de havde lukket bageriet i Hørby.
Efter velkomsten i det fantastisk flotte nyistandsat køkken, gik vi ned i musikrummet hvor Annika Thomsen fortalte om projektet Thorshøj gamle skole.
"Thorshøj Gamle Skole” er en foreningen stiftet som et samarbejde mellem byens foreninger - Thorshøj Borgerforening, Try-Thorshøj Boldklub og Lokalhistorisk arkiv. Foreningen er oprettet ud fra devisen ”vi er ikke noget uden hinanden”, og har til formål at binde idræt, historie og kultur sammen, så vi stimulerer og fremmer aktiviteter i lokalsamfundet.
På skolen afholder vi diverse kurser og aktiviteter for børn og voksne, herunder f.eks.: - TikTok Dance - div. krea-værksteder - junior bageskole - børneyoga - kurser i selvforsvar og kampsport - Funktionel træning, kettle træning m.m. – foredrag.
Annika Thomsen påpegede at man i byen havde fået et fantastisk sammenhold omkring dette projekt, men at man var meget opmærksom på at det ikke kun er skolen der skal promoveres men alle de foreninger der står bag projektet.
På et spørgsmål om projektet kunne måles i sammenhold i byen, oplyste Annika at der siden starten af projektet er blevet solgt/købt 8 huse i Thorshøj, det kunne man vel kalde en positiv udvikling.
”Thorshøj gamle skole” styres af en bestyrelse på 5 personer, hvor Annika er det ene medlem.
Til sidst fortalte Annika at køkkenet er blevet moderniseret for en lille mio. kr. som de havde fået fra fonde. Vi kunne alle senere konstatere at køkkenet fungerede rigtig godt med i alt 6 bageovne.
De havde dog et lille problem, den daglige drift som på årsbasis beløber sig til ca. 150.000,- kr. kunne man ikke få fondsmidler til, ligesom kommunen heller ikke deltager i driften, så dem skal man skaffe på forskellige måder, bl.a. var der ca. 300 medlemmer der hver betaler 100,- kr. i kontingent, og så laver man et utal af forskellige aktiviteter der kan bidrage til den daglige drift.
Efter denne korte gennemgang af skoleprojektet gik vi tilbage til det nyrenoverede køkken hvor Jan og Helle stod klar til at styre slagets gang, og på fantastisk vis blev der endnu engang bagt mange vaniljekranse og pebernødder til stor glæde for de fremmødte.
En stor tak til Helle & Jan for en fantastisk aften og til Thorshøj gamle skole for at vi måtte bruge deres dejlige faciliteter.