Vores medlem, Klaus var i Roermond for at besøge sin tidligere udvekslingsstudent Layra, der nu bor i Holland og er medlem af klubben i Roermond.
Layra var udvekslingsstudent i Horsens 2004-2005 og kommer fra Brasilien.
Klaus fortalte klubben i Holland om nogle af de dejlige oplevelser, som Rotary Ungdomsudveksling kan føre til.
Det er oplevelser, der er med til at understrege vigtigheden af den kulturudveksling, som Rotary i Danmark begyndte på i midten af sidste århundrede og som nu omfatter lande i hele verden.
Siden 2004 har Layra været som en datter i familien Johansen og hun har nærmest fejret hver anden juleaften i Horsens. Livets store og små fester er blevet fejret sammen i Danmark, Brasilien eller Holland.
Det er et ”familiebånd”, der er usvækket gennem nu 20 år på trods af de store afstande.
Layra taler naturligvis dansk med familien Johansen.
Klaus fortalte desuden en hel del om biogas, som han har beskæftiget sig med i virksomheden Horsens Bioenergi ApS.
”Det var en stor oplevelse”, sagde Klaus efterfølgende.
2024-07-12 Bo Eriksson