Lemvig Rotary Klub har hjulpet børnene med at forstå, at maden ikke blot kommer fra køleskabet

Indsendt af Jeannette (E-klub) Refstrup den 5.7.2021
Lemvig Rotary Klub har været med til at give 102 børn en bedre forståelse af, at mad ikke blot er noget, man henter ud af køleskabet og sætter på bordet. Klubbens medlemmer har været med til at understøtte en dagligdag i en daginstitution , hvor sloganet ”Fra jord til bord” bliver ført ud i livet.

Lemvig Rotary Klub har skænket et stort drivhus, espalier med frugttræer, højbede og en stor samling udvalgte frugtbuske og planter, som ud over bær, der kan bruges til madlavning, også tiltrækker fugle, sommerfugle og insekter, så daginstitutionen på den måde sammen med et insekthotel er med til at øge biodiversiteten på en underholdende og lærende måde.

Det er Børnegården Lemtorp i Lemvig, der har fået glæde af donationen. Lemvig Rotary Klub investerede 30.000 kroner, som var givet af dels klubben selv, dels Rotary Danmark, dels DG midler. Hver part betalte 10.000 kroner, og det kom der meget ud af, da det var klubbens medlemmer, der satte drivhus med sokkel op og meget mere.

- Det er helt fantastisk. Jeg havde hørt om, at Lemvig Rotary Klub måske ville hjælpe med et projekt af denne slags. Jeg sendte en ønskeseddel og vi fik det hele. Og medlemmerne har endda selv sat det op, siger en begejstret leder af daginstitutionen, Susanne Kamstrup.

Børnene i daginstitutionen har fulgt med, mens de aktive medlemmer af Rotary-klubben satte drivhus med mere op, og det gav en oplevelse for begge parter, da der jo kommer mange umiddelbare bemærkninger fra børnene, når de nysgerrigt følger med i arbejdet.

I Lemvig Rotary Klub er præsident Erik Kamstrup glad for, at man på denne måde kan være med til at vække børnenes interesse for noget så vigtigt, som hvor maden kommer fra. Derfor var han glad for at være med til indvielsen, hvor han kunne se hvor meget, der var kommet ud af donationen.

Det er pædagogmedhjælper Erna Vajhøj, der primært er drivkraften bag projektet i det daglige. Sammen med børnene er der sået og plantet i drivhuset og i højbede.

- Og så har vi buskene med bær og blomster, som tiltrækker mange sommerfugle, insekter og fugle. Vi kan bruge bærrene til at lave marmelade af for eksempel, så børnene får forståelse for, hvordan den bliver lavet, og den ikke bare er købt på glas. Der er frugttræer, så man kan se, at det er her, æblerne kommer fra, siger Erna Vajhøj.

I drivhuset er der også noget, man kan spise.

- Og så er det vigtigt, at det er noget, der gror hurtigt, så man kan se, der sker noget...

I højbedene er der krydderurter, der giver dufte, og der er plantet solsikker og majs.

 - Her har vi selv samlet og tørret frøene sidste år, og så har børnene puttet dem i jorden, så der pludselig kommer en plante op. Det er virkelig godt for dem at være med til. Vi har også tidligere prøvet af tørre tomatkerner, som så er sået, og de har fået en plante med hjem, som de selv har dyrket fra frø, siger Erna Vajhøj.
 

Tekst: Lars Kamstrup, medlem af Lemvig Rotary Klub og redaktør på Lemvig Folkeblad.
Fotos venligst udlånt af Lemvig Folkeblad.
 

KLIK OG FØLG DISTRIKT 1450 PÅ FACEBOOK

ER DU IKKE MEDLEM AF ROTARY? KLIK HER OG LÆS, HVORDAN DU BLIVER DET