To nye lande hvert år med natur og kultur

Indsendt af Bo Eriksson den 29.11.2024
Kirsten Kjærsgaard har fortalt i Horsens Vitus Bering om at være medlem af De Berejstes Klub og nogle af de mange spændende oplevelser, som det har ført med sig.
Billedet viser besøg i Stillehavet på Vanuatu, hvor særlige forbindelser gav dem mulighed for at komme tæt på det liv, der bliver levet af de indfødte.

For at være medlem af De Berejstes Klub skal man have besøgt lige så mange lande, som man er gammel, to nye lande hvert år, man skal have passeret ækvator, og man skal have været i fire af de 7 kontinenter.

Kirstens egen begrundelse for at være med, var interessen for at rejse og at dele sin begejstring med ligesindede. Kirsten har været i over 100 lande (52%), 6 kontinenter og 18 territorier, og hun er i dag æresmedlem og behøver ikke længere at leve op til kravet om to nye lande hvert år.

Derefter fortalte Kirsten om nogle af de natur- og kulturoplevelser, der havde gjort specielt indtryk på hende. Et desmerdyr, der nedlægger en cobraslange på Sri Lanka, fødsel af en sælunge på Galapagos, besøg i Stillehavet på Vanuatu, Samoa og Fiji, hvor særlige forbindelser gav dem mulighed for at komme tæt på det liv, der bliver levet af de indfødte.

Sidst fortalte Kirsten om besøget i en landsby i Mali, hvor der blev holdt en fest til ære for deres guide, som havde familierelationer og som også havde sørget for en mølle til kornmaling. En video viste hvordan en festdans så ud med store træskærerudsmykninger på hovedet og stylter på fødderne.

Kirsten sluttede af med at fortælle, at hun har oplevet stor tryghed, venlighed og gæstfrihed, og egentlig kun en enkelt gange har været utryg og måttet undlade at rejse til et bestemt område.

Spændende oplevelser og også en prioritering i forhold til, hvad livet skal bruges til.