Foto: Terese Andersen
40 kunstnere, en bred vifte af genrer og mulighed for en god snak med både nye ansigter og velkendte udstillere. Læg dertil nyskabelsen med en fælles særudstilling i messen og en bogudgivelse. Så har du opskriften på dette års Rotary Kunstmesse.
Den afvikles lørdag 6. november og søndag 7. november for 11. gang og Magasinet på Fængslet på Fussingsvej i Horsens danner rammen om messen. Det er frivillige fra de tre Rotary-klubber i Horsens - Vestre, Vitus Bering og Østre – som sikrer, at der år efter år kan holdes en kunstmesse i Horsens.
Udstillingen åbner lørdag kl. 10, og tidligere kulturminister Mette Bock kommer og åbner den.
Særudstilling og bog
I år har 21 af de udstillende kunstnere hver især skabt et værk med inspiration fra Lorentzens berømte fangeflugt lillejuleaften i 1949. Særudstillingen hedder ”En kunstners hånd”, og på den fortolker kunstnerne Lorentzens frihedstrang med ordet FRIHED.
Værkerne kan dels opleves på en særudstilling i forbindelse med messen, dels studeres nærmere i en bog, der udgives i forbindelse med messen. Bogen hedder som særudstillingen ”En kunstners hånd”.
Det er kunstneren Kirsten Hammond Andersen, der er initiativtager til bogen, mens ideen om særudstillingen er fostret af Frank Buchgraitz. Han er rotarianer i Horsens Vestre, er den oprindelige initiativtager til Rotary Kunstmesse og stadig den, der har styr på alle detaljerne til årets messe – herunder udvælgelsen af kunstnerne.
Messen skal vise kvalitet og bredde
Det er ikke noget helt let opgave, fortæller han:
- Vi vil gerne vise bredden i kunst. Derfor lægger vi vægt på, at der både skal være maleri, skulptur og for eksempel grafisk arbejde.
- Samtidig gør vi os umage for at vælge kunstnere, hvis udtryk er forskelligt, for at gøre det mere interessant for publikum.
- Man kan selvfølgelig altid diskutere, hvad kunst er, men vi lægger vægt på, at de kunstnere, der udstiller på vores kunstmesse, har en høj håndværksmæssig kvalitet og stort kendskab til kunstens virkemidler.
- Samtidig må deres værker gerne være nogen, som har potentiale til at røre og bevæge publikum.
Det særlige ved Rotary Kunstmesse er i øvrigt også, at kunstnerne er til stede begge dage, så man som besøgende kan få en snak med dem om kunsten og deres arbejde.
Formålet er det samme som i de øvrige år: Gæster og kunstnere skal have en god oplevelse, og overskuddet går til humanitære formål såvel lokalt som internationalt – styret af Foundation Rotary Horsens.
Gæster mange steder fra
Kunstmessen er ikke kun en Horsens-begivenhed. Gæsterne kommer også fra f.eks. Aarhus, Silkeborg og Odense, fortæller Frank Buchgraitz, der sammen med sin hustru Gerda Louise er at finde blandt udstillerne.
Der annonceres landsdækkende, og for Frank Buchgraitz er det vigtigt at slå fast, at messen lokker kunstnere til fra hele landet.
- Cirka 60 procent er gengangere - resten er nye. Det er en gensidig glæde, at kunstnerne er til stede på hele messen. Vi udstiller tit i gallerier, hvor vi ofte bare afleverer værkerne - uden at møde gæsterne. Det er noget helt særligt, at man kan tale med kunstnerne, siger Frank Buchgraitz.
Udstillerne kommer fredag over middag og stiller op. En række af dem gør det sidste klar lørdag morgen inden åbningen klokken 10.00.
Rotary er et kæmpe netværk
Rotary er et verdensomspændende erhvervsnetværk med en stærk humanitær profil og er blandt andet drivkraften bag, at den frygtede sygdom polio efter over tre årtiers kamp er tæt på at være udryddet.
Overskuddet på Rotary Kunstmesse går til hjælpearbejde både lokalt og internationalt.
De tre klubber har de seneste år bidraget med mange tusinde kroner til julehjælp til trængte familier i lokalområdet, støttet renoveringen af Kirkens Korshærs terrasse og er med i internationale projekter.
Fakta om kunstmessen:
- Rotary Kunstmesse 2021 afvikles lørdag 6. november og søndag 7. november – begge dage kl. 10-16.
- Der er fernisering lørdag kl. 10.00 i Magasinet på Fængslet, Fussingsvej 8, 8700 Horsens.
- Entré: 50 kroner – børn har gratis adgang.
- Kunstmessen afvikles for 11. gang – og for tredje gang i træk står alle tre Rotary-klubber i Horsens bag.
KLIK OG FØLG DISTRIKT 1450 PÅ FACEBOOK
ER DU IKKE MEDLEM AF ROTARY? KLIK HER OG LÆS, HVORDAN DU BLIVER DET
Artiklens forfatter, Jeannette Refstrup, er medlem af Rotary Horsens Vestre, hvor hun er medlem af klubbens PR-udvalg. Hun er desuden medlem af Distrikt 1450s PR & Branding-udvalgs samt Assistent Rotary Public Image Coordinator i Zone 18. Til daglig er hun selvstændig med kommunikationsbureauet StrupStrup®.