At skabe rammer for dem, der skaber rammer for os!

Indsendt af Bo Eriksson den 18.3.2024
Rotarymødet 29. januar 2024 var et spændende besøg på det nye ”Håndværkskollegiet i Horsens”

Vi blev modtaget af forstander Jens Peter Stou og kollegiedirektør Anne Sophie Madsen.

Ideen bag Håndværkskollegiet er med håndværk i topkvalitet og lækre materialer at give nuværende og kommende håndværkerlærlinge rammer til at bevare og udvikle den stolte danske håndværkertradition.

Planen er at bygge 3 sådanne håndværkskollegier. Kollegiet i Horsens er det første, derefter kommer et tilsvarende i Herning i 2025 og endelig i 2027 på Musicon i Roskilde.

Bag byggerierne står Fonden for Håndværkskollegier, der er grundlagt af BRFfonden i 2020 med det formål at bygge, drive og udvikle kollegier til håndværkerlærlinge – fremtidens håndværkere.

Kollegierne er placeret strategisk i de mellemstore byer og dækker et opland med erhvervsskoler, virksomheder og kommunal opbakning.

Erhvervsuddannelsernes struktur har stor betydning for unge lærlinges dagligdag - korte skoleophold og mange lærepladser i små virksomheder udfordrer mulighederne for at danne fællesskaber, og det betyder at erhvervsuddannelserne ikke danner rammer for ungdomslivet i samme grad som andre uddannelser.

Håndværkskollegiet er altså ikke bare et sted at bo, men et sted for fællesskab og videreudvikling. Adgangskriterierne er ret præcise. Man skal være i gang med en håndværkeruddannelse, være indstillet på at indgå i et fællesskab, være engageret i sit fag og have lyst til at være med til at udvikle kollegiet.

Man kan max bo på kollegiet i 8 år, og kriterierne er velbeskrevne, da man som privat udlejer er omfattet af lejeloven.

Kollegiet har 72 boliger og prisen varierer fra 3.600 kr. om måneden til 5870 kr. om måneden afhængig af boligens størrelse.

Allerede nu er 16 boliger lejet ud, og det er med vilje, at man ikke lejer alt ud straks. Man vil sikre sig, at man kan bygge den kultur op, som man gerne vil have på stedet, og derfor udvider man lidt efter lidt.

Byggeriet bliver aldrig selvfinansierende - det er ikke hensigten - gevinsten er social kapital.

Forstander og direktør fortalte lidt om deres baggrund for engagement og ansættelse i dette projekt. Forstanderen er uddannet arkitekt, men kunne ikke få job. Derefter fulgte temmelig mange år med meget skiftende jobindhold, indtil han blev voksenlærling og som 40-årig stod med svendebrevet som tømrer. Da åbnede verden sig!

Selve byggeriet er i sig selv spændende med genbrugsmursten, speciel mørtel, dansk træ osv. Bygningen fremstår som et levende eksempel på gode håndværksmæssige, arkitektoniske og materialemæssige løsninger.

Efter introduktion blev vi vist rundt i byggeriet. Først besøgte vi værkstederne, der er etableret som fritidstilbud til beboerne. Her kan de brede de enkelte fag ud, fordybe sig i områder, inspirere hinanden osv. Til værkstederne er der knyttet mentorer i et antal timer om ugen, og basisforbrug er gratis. Adgang til maskinerne styres via chips, så man ikke kan få adgang medmindre man har gennemført et kvalificerende kursus i netop denne maskine.

Derefter besøgte vi værelsesområderne, hvor der var tænkt på mange ting. Umiddelbart ved indgangen findes et omklædningsrum med skabe til tøj og sko, så arbejdstøjet ikke behøver at komme med ind i lejligheden. Køkkenet lå som et centralt fællesrum med god arbejdsplads, lækre materialer og hvidevarer i høj kvalitet.

Planen er, at der skal etableres et samarbejde med folkeskolerne, hvor man i et samarbejde med Horsens Kommune og Via vil lave en testkørsel, hvor 20 6. klasser en gang om året inviteres til en dag på kollegiet med besøg i værkstederne. Derudover tænker man i forældremøder, hvor der er plads til 120 personer i det store fællesrum.

Hvis man vil læse mere om kollegiet, kan man på nettet gå ind på https://ffhk.dk, hvor man kan læse meget mere, og Horsens Folkeblad har også en artikel den 15. september 2023 om kollegiet.

2024-03-18 Anna Marie Illum og Bo Eriksson