Indsendt af Bo Eriksson den 25.2.2022
Aftenens foredragsholder Hanne Bjørn har igennem mere end 20 år været foregangskvinde i Horsensegnens Slægtsforskere. Aftenen gav en fin introduktion til, hvordan man kommer i gang med at forske i sin slægt.

Hanne Bjørn brugte sin egen slægtsforskning som illustration.

Starten handler meget om at få fat i fødselsattester, vielsesattester, skudsmålsbøger og den slags, men det er også en rigtig god ide at besøge de ældre slægtninge og dermed få mere historie og også få adgang til billeder. Billeder kan man desuden ofte finde i lokalhistoriske arkiver.

En vigtig kilde er kirkebøgerne og her findes der både en præstens bog og degnens bog. Præstens bog indeholder ofte lidt flere informationer, men den man kan finde på nettet, er oftest degnens bog.

Tidligere skulle man have fat i tingene fysisk, men i dag kan man finde rigtig meget på nettet. I de ældste kirkebøger fra før 1814 ligger det hele lidt blandet, men derefter er det bygget op i faste skemaer, som gør det nemmere at søge. 

Materiale fra de forskellige folketællinger kan også være med til at give informationer og her er Rigsarkivet i København stedet.

Der findes forskellige hjælpeprogrammer. “Legacy” er gratis, hvis der er tale om begrænset brug, men fuld anvendelse koster. Et andet program er Family Tree Maker, som primært er på engelsk. Andre som blev nævnt var www.sa.dk, som er statens arkiver, arkiveronline, dansk demografisk database og AO.salldata.dk

Hanne Bjørn sluttede af med lidt DNA, og hvad det kan afsløre.

2022-02-25 Anna Marie Illum og Bo Eriksson