15 børn fra Ukraine var i starten af skolernes sommerferie på en spejderlejr i Smørum. De var kørt cirka 1.000 kilometer i bus fra det krigshærgede land, hvor hverdagen byder på luftalarmer og undervisning i beskyttelsesrummene under deres skole.
Af de 15 børn har Glostrup Vestegens Rotary betalt for de tre af børnenes sommerlejr. Herfra besøgte et par medlemmer de ukrainske børn, for at høre om deres liv.
– Det blev igen en meget rørende oplevelse at møde børnene og ikke mindst den ukrainske leder Rimma, som også sidste år deltog på spejderlejren i Hedeland. Det var en rørende oplevelse at tale med disse børn, der alt til trods var livfulde og snakkende og fortalte gladeligt om deres liv og drømme.
Børnene fik i løbet af ugen spændende oplevelser som at sove i bivuak, kanotur på Mølleåen, besøg på Stevns Klint, Legoland, H.C. Andersens Hus og meget andet.