Jeg har nu gået i skole i en måneds tid. Efter adskillige udfordringer mht. at få de fag, jeg gerne ville, har jeg nu fået designet mit skema sådan, at jeg kun går i skole tirsdag og torsdag. Dog skal jeg lige love for, at jeg har lektier at se til. Jeg læser nemlig to litteraturfag, verdenslitteratur og britisk litteratur, på samme tid, så det resulterer i en del læsning udover de to andre fag, jeg også tager (musik og psykologi). Dog er det spændende stof, så det er et godt plaster på såret, nu hvor det desværre ikke kunne lade sig gøre for mig at tage nogen skrivefag i denne omgang, fordi min skole desværre ikke udbyder dem dette semester. Indtil videre har jeg så travlt, at det er svært at klemme en eneste skrivestund ind, men jeg krydser fingre for, at det ændrer sig senere hen.
Til gengæld er det mange spændende ting, der holder mig så beskæftiget. Jeg har haft mine første GRSP-weekender, dvs. weekender sammen med alle de andre internationale studerende, som er på samme scholarship som mig. Vi er 41 i alt fordelt udover 21 forskellige lande, selvom skandinaver udgør størstedelen. I løbet af den første weekend lærte vi blandt andet hinanden at kende ved at stable et slags talentshow på benene for alle de tilstedeværende Rotary-medlemmer. Vi blev inddelt efter nationalitet og fik til opgave at lave en kort optræden, der præsenterede et stykke af vores kultur. For eksempel optrådte skotterne og brasilianerne med hver deres folkedans, som vi senere på aftenen tog del i i fællesskab, og vores gruppe på seks danskere lavede en humoristisk skit, der blandt andet præsenterede publikum for ”rødgrød med fløde”, et billede af Dronning Margrethe, der simultant ryger, spiser og drikker æblejuice, samt en Grønlandsjoke, der i disse stunder naturligvis gik rent ind.
Jeg er næsten lige kommet hjem fra vores anden weekend i Columbus, Georgia, hvor vi bl.a. white water raftede og deltog i et fælles maleprojekt i en lokal park. Hver gang bor vi i mindre grupper hos lokale værtsfamilier, og der er ingen grænser for deres gæstfrihed i de to dage, de åbner deres hjem for os. Det er altid virkelig sørgeligt og alt for tidligt at sige farvel! Heldigvis prøver vi GRSP’ere på at fremskynde gensynet, så vi kan se hinanden så meget som muligt på trods af at være spredt ud over forskellige byer og skoler. I den kommende weekend har ca. 16 af os lejet et hus i Atlanta, hvor vi deltager i en kæmpe musikfestival sammen (Music Midtown Festival).
Jeg føler, at vi i løbet af ingen tid har opbygget et virkelig stærkt fællesskab, der udelukkende består af søde og spændende mennesker. Det har været en stor hjælp her i den første tid, hvor jeg ellers har kæmpet lidt med den amerikanske mentalitet. Min roomie, Haley, er virkelig sød, og vi er rigtig gode til at bo sammen, men ellers er jeg for det meste blevet venner med andre udlændinge på mit universitet. Det største kulturchok for mig har nok været ift. sociale normer og samvær. Generelt set synes jeg, at amerikanerne kan være meget svære at komme ind under huden på, fordi de ligesom har flere lag af automatiseret høflighed og facade, der lige skal skrælles af først. Men det er alt sammen bare en tilvænningssag, så jeg prøver på at værne mig med tålmodighed. Jeg er da også så småt kommet ind på livet af nogle søde amerikanere her på campus, hvor jeg ellers godt kan føle mig lidt klemt og ensom, nu hvor jeg hverken har min cykel eller S-toget til at fragte mig ud af vores (meget) lille by!
Jeg må indrømme, at hjemveen så småt har sneget sig ind på mig, men det går op og ned, og generelt set er jeg faktisk positivt overrasket over, hvordan jeg har håndteret hele den her kolossale forandring. Jeg savner dog leverpostej. Maden på min skole er mildest talt ikke noget at råbe hurra for (medmindre man har en forkærlighed for at spise fried chicken og udkogt broccoli ca. hver anden dag), og selvom jeg har formået at finde både skyr og discount-lignende rugbrød herovre, så hungrer jeg altså efter danske agurker og mere eller mindre alt, der falder inden for kategorien ”mors mad”.
Der er så mange ting, jeg kunne fortælle videre om – jeg har bl.a. lært mere om college football og stået på jetski for første gang – men det ville nok blive alt for langtrukkent. Som konklusion på mine store og små beklagelser vil jeg dog understrege, at jeg har det godt, samt at jeg ikke er blevet blæst væk af Dorian!
Jeg savner jer alle og håber, at alt er vel hjemme i gode gamle DK
Stort knus,
Anna
