Årets Rotary DHL Stafet
For første gang deltog Rotary Distrikt 1470 i DHL Stafetten, som hvert år sidst i august afholdes i Fælledparken fra mandag til fredag. Vi deltog om onsdagen.
Vi var i alt 70 deltagere fordelt på 14 hold. 11 hold var løbere, mens de sidste 3 hold var gående. Deltagerne kom fra 8 forskellige Rotary klubber: Copenhagen Morning, København Nord (med 6 hold), København Vesterbro, Roskilde Syd, København City, Ballerup, Holte (med 2 hold) og Copenhagen International.
København Nord havde deltagere på deres hold fra Fountain House, som de er engageret i. Fountain House er et dagtilbud til de, der oplever psykiske problemer. Her kan man få en hverdag med frivilligt arbejde, struktur og fællesskab. Desuden tilbyder de støtte og studievejledning til psykisk sårbare studerende. Super flot at København Nord kombinerede årets DHL Stafet med deres engagement i Fountain House!
Hver deltager tilbagelagde en rute på 5 km som gående eller løbende. Løberne fra hvert hold blev sendt afsted en ad gangen med en stafetstav. Når deltageren kom retur til målområdet efter sin løbetur, blev stafetstaven videregivet til næste løber på holdet, osv. De gående tog afsted i samlet flok.
Således tilbagelagde vi sammen i alt 350 km. Hurtigste samlede tid fik Copenhagen Morning. De løb de 5x5 km i tiden 2:04:27.
Alle havde løbetrøjer på med Rotary logo både foran og bagpå. Ved vores telt var opsat bannere, så Rotary var meget synlig den dag.
Mange rotarianere samt venner og pårørende var mødt op for at heppe på deltagerne og være med i vores telt. Samlet set var vi næsten 100 personer i teltet. I teltet hyggede vi med sandwich samt øl og vand.
Alt i alt en dejlig dag, hvor der også var masser af tid til networking.
Vi afholder løbet igen til næste år. Så kan det være, at vi bliver endnu flere deltagere.
Kommentarer
(Ingen titel)