Indsendt af Bo Eriksson den 16.7.2016
Vores Oubound 2016/17

Taget fra seneste statusrapport om ungdomsudvekslingen. Teksten er skrevet af Frits Brantzen:

Emilie Warrer Therkelsen bor i Brædstrup hos sine forældre Bente og Asger Therkelsen. Hun har to mindre søskende Alberte og Oscar samt Cæsar. Cæsar er familiens hund, en Coton de Tulear - en bomuldshund, der ikke fælder.

Emilie kender nu sin værtsklub. Det er Trumansburg Rotary Club, Trumansburg, New York State, USA. Hun har også fået kontaktinformation til sin klubcounsellor og sin første værtsfamilie.

Den 23. august afgår flyet fra København, men forinden når vi at se Emilie i klubben sammen med Sara, som den første uge skal bo hos Emilies familie. Begge piger er sportspiger, så de har sikkert meget at snakke om.

Rejsefeber

Emilie glæder sig meget til at komme afsted, og hun føler sig helt klar til udfordringerne i USA.

Den 17. – 19. juni var Emilie til distriktets afskedsbriefing i Brande. Her mødte hun dels de andre udvekslingsstudenter i Distrikt 1450, der skal sendes ud det kommende år, men hun fik også lejlighed til at tale med en masse Rebounds (dem, der tidligere har været udsendt), og derved fik hun masser af gode tips. Lørdag/søndag deltog også alle distriktets Inbounds, og der var også sørget for det sociale med musik og dans. Det var lyst søndag morgen før de fleste fandt soveposen. Der var ret stille på bagsædet, da jeg kørte Emilie og Corey hjem søndag formiddag.

Sidste event for Emilie før afrejsen var Rotary Danmarks Afrejsebriefing, der fandt sted den 2. – 4. juli.