Jeg har i mange år professionelt arbejdet med kulturforståelse mellem mennesker. I Rotary har jeg fundet den platform, hvor det at være ”med” udvisker alle forskelle – verdensborgerbegrebet eksisterer her. Jeg tror på konceptet.
Jeg tror på, at vi er del af en organisation, som har et latent potentiale til at blive netop DET netværk, som yngre mennesker på tværs af kulturer, politik, race, køn og religion vil vælge for at kunne mødes, udveksle idéer og udøve mirakler.
Jeg mener derfor, at vi har en forpligtelse til at sørge for at kombinere det fysiske møde mellem mennesker med brugbare og anvendelige digitale muligheder – både når vi kigger tilbage på fx kampen mod polio og alle de andre gode ting og ikke mindst når vi i fremtiden skal sikre vidensdeling og promovering.
Med den nye hjemmeside er vi allerede i gang, og jeg ser frem til i det kommende år at lære den og flere digitale Rotary muligheder at kende, samtidig ser jeg også frem til at fortsat blive beriget af mødet mellem mennesker.