- En ny guvernør træder til
- Årets overordnede mål
- Aktuelle corona-anbefalinger
- End Polio Now – arrangementer
- Distriktskonferencen 26.09.2020
- Valg af bestyrelsesmedlem til Rotary International
- Støtte fra Rotary Danmarks Hjælpefond
- Cirkusrevyen 13.06.2021
En ny guvernør træder til
Den 1. juli fik jeg æren af at overtage hvervet som guvernør i Distrikt 1450, og det synlige tegn var distriktets meget flotte og gamle guvernørkæde, som Jan Aagaard som afgående guvernør overrakte mig.
Jeg har været med i Rotary siden 2011, først i Herning Rotary Klub og siden 2014 i Herning International Rotary Club, som jeg selv var med til at stifte.
Siden nomineringen som kommende guvernør i november 2017 har jeg været en del af distriktets guvernørgruppe, og gruppens tætte fællesskab om opgaver og løsninger har været en stor glæde i Rotary-arbejdet. Det vil jeg sørge for at fortsætte, for det sikrer kontinuiteten i udviklingen.
Jeg har allerede besøgt mere end 30 af distriktets klubber, men nu glæder jeg mig til at besøge alle klubberne som guvernør.
Formålet er ikke at komme med den eneste sandhed, for den har jeg ikke, men at få en god dialog om Rotarys udvikling og udfordringer. Kun ved at udnytte den viden, der er i klubberne, kan vi sikre den rigtige fremtid for Rotary.
Det var derfor også en stor glæde, at ikke mindre end 15 af distriktets tiltrædende klubpræsidenter deltog i guvernørskiftet – og naturligvis iført de netop overtagne præsidentkæder.
For det er jo i klubberne, at Rotary-arbejdet gøres. Det er dér, netværket findes, det er dér, ungdomsudvekslingen har sit fundament, og det er dér, alle pengene skaffes til at gøre verden til et bedre sted at være.
Jeg glæder mig til at være en del af det arbejde og at bruge distriktet til at give dette arbejde endnu bedre muligheder. Det drejer sig om at omsætte ’Service Above Self’ til virkelighed!
Årets overordnede mål
Verdenspræsident Holger Knaack beder os i distriktet og klubberne om at fokusere på:
• at bruge de nye muligheder for klubmodeller, herunder også etablere satellitklubber og Rotaract-klubber
• at få klubberne til at lave fremtidsplaner og holde en årlig strategidrøftelse
• at udvælge nye medlemmer omhyggeligt, afstemme forventningerne og involvere dem
• at fortsætte bestræbelserne på og bidragene til at udrydde polio, herunder at hver klub holder et World Polio Day arrangement i oktober
Verdenspræsidentens mål falder fint i tråd med de mål, som vi tidligere har opstillet i Distrikt 1450. Dem vil jeg vende tilbage til i kommende udgaver af Guvernørens Hjørne.
Aktuelle corona-anbefalinger
Corona-situationen påvirker fortsat aktiviteterne også i Rotary. Den seneste tids forøgede smittepres ikke mindst i vores region viser, at vi skal tage smitterisikoen alvorligt.
Derfor er grænsen for deltagere i et møde fortsat 100, og derfor skal vi fortsat holde afstand og begrænse den fysiske kontakt mest muligt. Hvis man gerne vil synge under et Rotary-møde – og det vil de fleste heldigvis – bør afstanden være 2 meter.
Den bedste overordnede anbefaling er at holde sig orienteret om myndighedernes anbefalinger og så finde en måde at afvikle klubmøderne på, som gør det muligt både at følge anbefalingerne og have et værdifuldt møde. Det er i sidste ende den enkelte klub, der finder sin egen måde at gøre det på.
End Polio Now – arrangementer
Som verdenspræsident Holger Knaack vil jeg også gerne opfordre til, at alle Rotary-klubber markerer polio-dagen den 24. oktober med et arrangement, der handler om polio. Det kan være stort eller lille, internt i klubben eller eksternt i lokalsamfundet, for det afgørende er, at vi ikke glemmer vigtigheden af den fortsatte kamp mod polio.
Der er masser af gode ideer til arrangementer, og jeg vil sende disse til alle præsidenter og formænd for klubbens projektudvalg. Jeg glæder mig til at høre og læse om de arrangementer, der bliver resultatet af ideerne. Vi er SÅ tæt på at udrydde polio, så det er nu, vi skal holde fast!
Distriktskonferencen 26.09.2020
Distriktskonferencen i Distrikt 1450 plejer at bestå af flere dele. Dels det officielle årsmøde, som er Rotarys generalforsamling i distriktet med godkendelse af vedtægter, beretninger og regnskab. Dels en afdeling med inspiration til arbejdet i Rotary – og til livet som helhed. Dels en udflugt for alle ledsagere. Og dels en god fest om aftenen med god mad, underholdning og dans.
Sådan har vi også planlagt årets distriktskonference den 26. september i Herning. Men på grund af corona-situationen har vi nu måttet skifte over til Plan B i stedet for. Vi kan ikke forsvare at samle op mod 200 mennesker fra alle hjørner af distriktet, når anbefalingerne siger noget andet. Vi er også i en situation, hvor reglerne kan blive endnu strammere, og så vil vi ikke risikere at skulle aflyse et storstilet arrangement i sidste øjeblik.
Derfor bliver årets distriktskonference reduceret til kun at være årsmødet/generalforsamlingen, som er den formelle del af arrangementet, og derefter lidt inspiration til det fremtidige arbejde. Hver klub har i forvejen betalt for 2 deltagere, og på den måde vil vi kunne overholde anbefalingerne og samtidigt få behandlet de nødvendige områder.
Distriktskonferencen er allerede oprettet i alle præsiden-ters Rotary-kalender, men i løbet af kort tid kommer der en invitation med tilmelding til alle klubber, for klubberne bestemmer naturligvis selv, hvilke 2 repræsentanter man vil sende.
Valg af bestyrelsesmedlem til Rotary International
I Rotary International er hele verden opdelt i 34 zoner. Dan-mark er sammen med en del af Norden og det nordligste Øst-europa i zone 18, mens den øvrige del af området udgør zone 17. Disse to zoner vælger hvert andet år et af de 17 bestyrelsesmedlemmer i Rotary International, og i perioden 2020-22 har zone 17 valgt Virpi Honkala fra Finland. I perioden 2022-24 er det derfor zone 18 incl. Danmark, der vælger et bestyrelsesmedlem.
Alle præsidenter fik den 1. juli tilsendt en opfordring til at opstille kandidater, og den opfordring vil jeg gerne gentage her. Det er dog et krav, at kandidaten tidligere har været distriktsguvernør, og det begrænser jo feltet noget. Men det er en måde at få de danske Rotary-tanker markedsført på øverste niveau i Rotary International.
Ansøgningsfristen er den 1. september.
Støtte fra Rotary Danmarks Hjælpefond
Rotary Danmarks Hjælpefond uddelte sidste år ca. 1,25 mio.kr. til mere end 100 forskellige hjælpeprojekter, som de danske Rotary-klubber satte i gang. Det vil den også meget gerne gøre i år, så hvis din klub har tanker om et projekt, bør I også tænke muligheden for støtte fra Hjælpefonden ind i finansieringen.
I vores distrikt er det Willi Weber, der varetager klubbernes interesser, og han kan kontaktes på telefon 24 42 93 59 og mail wweber (at) stofanet.dk.
Cirkusrevyen 13.06.2021
Hvis du har lyst til at se Cirkusrevyen i 2021 og samtidigt vil støtte End Polio Now, kan du allerede nu reservere søndag den 13. juni.
Polio-udvalget i Distrikt 1470 – Københavnsområdet – har reserveret hele forestillingen kl. 16.00 og håber på stor tilslutning fra hele landet. Sidste gang samlede man ca. 160.000 kr. ind, og sammen med det dobbelte beløb fra Bill og Melinda Gates Foundation blev det ca. 480.000 kroner til End Polio Now.
Det er et flot resultat, som gerne skulle gentages.