Vi har netop afholdt udviklingsseminar for alle distrikter med deltagelse af alle guvernørgrupper, AG-erne og mange flere. En positiv oplevelse fyldt med masser af nye ideer til inspiration for fremtiden. Stemningen er fyldt med optimisme i langt de fleste klubber. – Nu gælder det om, at vi alle tager ansvar og gør en forskel ved at arbejde ihærdigt videre i alle fem distrikter og 250 klubber.
Vores samarbejde med Headspace, om at gøre en ekstra indsats for de unge med mentale udfordringer, er godt i gang. De første af mere end 20 kirkekoncerter til fordel for denne indsats er godt gennemført – og vi møder en overvældende positiv holdning fra alle sider omkring Rotary’s arbejde for at styrke de unges fremtid. Det giver os en ekstra mulighed for at pleje vores medlemmers energi med at skabe en bedre verden for mennesker, der har ekstra behov for en hjælpende indsats.
Samtidig giver det Rotary en særlig mulighed for at øge vores positive image, som en organisation, der gør en forskel. En forskel, som vi i fremtiden vil se, er med til at gøre indsatsen for at fremme medlemskabet i vores klubber endnu mere interessant. Vi får langt nemmere ved at få nye medlemmer. Det giver ekstra mening i det at være en del af Rotary – og er med til at fastholde alle nye og nuværende medlemmer.
Lad os sammen gøre en forskel for Rotary i hele Danmark.
De bedste forårshilsener
John Christensen
Formand Rotary Danmark