Indsendt af Leif Fritsdal den 21.2.2019
Kunstneren Henrik Dencker, som udstiller på Horsens Kunstmesse

Rotary-klubber inviterer til kunstmesse

Rotary Kunstmesse: Lørdag den 2. marts og søndag den 3. marts kl. 10-16.
Sted: Magasinet på Fængslet, Fussingsvej 8, Horsens.

”40 anerkendte kunstnere udstiller”. Sådan lyder det i invitationen fra de tre Rotary-klubber i Horsens, der i år er gået sammen om den 9. Rotary Kunstmesse i Horsens.

 

Se også omtale i lokale medier - tryk på dette link

 

 

Men hvad betyder ”anerkendte” egentlig?

Frank Buchgraitz er den oprindelige initiativtager til Rotary Kunstmesse og stadig den, der har styr på alle detaljerne til årets messe – herunder udvælgelsen af kunstnerne.
Det er ikke noget helt let opgave, fortæller han:

- Vi vil gerne vise bredden i kunst. Derfor lægger vi vægt på, at der både skal være maleri, skulptur og for eksempel grafisk arbejde.

- Samtidig gør vi os umage for at vælge kunstnere, hvis udtryk er forskelligt, for det gør det mere interessant for publikum.

 

Kvaliteten er der også fokus på.

- Man kan selvfølgelig altid diskutere, hvad kunst er, men vi lægger vægt på, at de kunstnere, der udstiller på vores kunstmesse, har en høj håndværksmæssig kvalitet og stort kendskab til kunstens virkemidler.

- Samtidig må deres værker gerne være nogen, som har potentiale til at røre og bevæge publikum.

Det særlige ved Rotary Kunstmesse er i øvrigt også, at kunstnerne er tilstede begge dage, så man som besøgende kan få en snak med dem om kunsten og deres arbejde.

 

På must-see listen

Selv glæder Frank Buchgraitz, der i øvrigt selv sammen med hustruen Gerda Louise Buchgraitz også er udøvende kunstner og står bag Atelier Kunsthuset på Carolinelundsvej, sig i særlig grad til at opleve Henrik Dencker. (fotos)

- Han har udstillet på kunstmesser i Danmark, Tyskland og senest i Holland. Netop i januar og februar i år fik Henrik Dencker tildelt et kunstophold i Palm Springs i det sydlige Californien. Stedet er kendt for modernisme, og Henrik Dencker afsluttede opholdet med en velbesøgt pop-op udstilling.

 

En anden kunstner på Frank Buchgraitz private must-see liste er Torben Jetsmark.

- Jetsmark kommer fra scenekunstens verden. Han er en klassisk uddannet skuespiller fra Det kgl. Teater og har senere manifesteret sig som teaterleder, skuespiller, sceneinstruktør og lærebogsforfatter. Sideløbende med sit teaterarbejder har Jetsmark arbejdet med fremstilling af teatermasker, især italienske komedie masker inspireret af hans læremester Dario Fo.

Blandt de få kunstnere med lokalt tilsnit glæder Frank Buchgraitz sig til et gensyn med løsningkunstneren Jørgen Bæk.

- Hans billeder må betegnes som noget i retning af spontant abstrakte. Jørgen Bæk har været meget optaget og inspireret af Asger Jorns malerier og gennem årene fået indarbejdet sit eget personlige udtryk i kraftfulde farver lagt på i tykke lag, forklarer Frank Buchgraitz.

 

Erhvervsnetværk med humanitær profil

I Horsens er der tre Rotary-klubber; Vestre, Østre og Vitus Bering. De tre klubber er i år for første gang fælles om kunstmessen. Overskuddet går til humanitære formål såvel internationalt som lokalt. Seneste har de tre klubber sammen støttet Kirkens Korshærs varmestue med renovering af stedets terrasse.
 

FAKTA – Rotary Kunstmesse

Rotary Kunstmesse er åben lørdag den 2. marts og søndag den 3. marts kl. 10-16.

Rotary Kunstmesse finder sted i Magasinet på Fængslet, Fussingsvej 8, Horsens.

Entré 50 kr. (børn gratis).

Hele overskuddet går til lokale og internationale humanitære formål.