På fotoet ses deltagerne Michael Kjemtrup (bagerst til venstre), Simon Schou (bagerst til højre), Helene Hyldegaard Hansen (forrest til venstre) og Louise Hønniche (forrest til højre).
Michael Kjemtrup
Project engineer, DIS – CREADIS Engineering & Consulting
Hvad lærte du af at være med til RYLA?
- Jeg lærte utrolig meget om vigtigheden af kommunikation og selvledelse, sammen med vigtigheden af det at være alsidig på arbejdspladsen. Jeg lærte i særdeleshed også i højere grad at gøre op med min egen tanke om, at den lineære karrierevej ikke er den eneste rigtige måde at opnå det fede arbejdsliv på.
Hvad var det bedste ved at være med?
- Jeg synes uden tvivl, at det bedste ved at deltage på seminaret var diversiteten hos de deltagende kursister. Det gav en masse spændende og meget relevante indgangsvinkler til mange forskellige aspekter af ledelse, der blev samlet op af oplægsholderne og anvendt aktivt i oplæggene.
Hvilke muligheder, hjalp kurset dig med at se i forhold til at blive medlem af Rotoract eller Rotary?
- Kurset hjalp mig især med at få øjnene op for det enorme netværk, især Rotary dækker over, og de muligheder, der følger med sådan et netværk.
Louise Hønniche
Studerende på Aalborg Universitet (cand.merc.)
Hvad lærte du af at være med til RYLA?
- RYLA gav mig nye praktiske tilgange, nye perspektiver og konkrete frameworks i forhold til ledelse. Derudover har weekenden i den grad sat gang i en personlig udviklingsrejse, og jeg kan mærke, at jeg slet ikke er færdig med at bruge de værktøjer, vi fik. I den kommende tid skal jeg uden tvivl bruge mere tid med disse værktøjer, både for at arbejde med mine egne lederevner, men også med mig selv generelt.
Hvad var det bedste ved at være med?
- Diversiteten mellem deltagerne. Selvom vi havde vidt forskellige baggrunde og var forskellige steder i vores liv, havde vi et fælles formål og interesse, som fik alting til at gå op i en højere enhed. Det var udfordrende og lærerigt, men efter 48 intense timer står jeg nu med 22 nye dejlige bekendtskaber og en masse viden omkring ledelse og personlig udvikling.
Hvilke muligheder, hjalp kurset dig med at se i forhold til at blive medlem af Rotoract eller Rotary?
- Jeg ser Rotaract som en fremragende mulighed for at skabe et værdifuldt netværk med andre unge. Jeg fik ligeledes et indtryk af, at det kunne være med til at udvikle mig, udvide min horisont og ikke mindst give mig nogle spændende oplevelser i fremtiden.
Simon Schou
Studerende
Hvad lærte du af at være med til RYLA?
- Jeg har lært om en masse ledelsesteorier og begreber. Der var foredrag med mange indgangsvinkler til ledelse, så udbyttet var bredt og anvendeligt. Jeg har lært betydningen af at være i et netværk, hvor deltagerne har samme interesser og blev introduceret til en bred række af mulige spor, som jeg kan følge.
Hvad var det bedste ved at være med?
- Det absolut bedste ved at møde så stor en gruppe af nye mennesker var at få ens netværk udvidet. Spændende at mennesker med så forskellige baggrunde kunne finde samme fælles interesser og mål. Det har bestemt været en positiv oplevelse og kan klart anbefales til enhver, der kunne forestille sig at arbejde med ledelse.
Hvilke muligheder, hjalp kurset dig med at se i forhold til at blive medlem af Rotoract eller Rotary?
- Jeg ser det som en fantastisk mulighed for at blive medlem af et verdensomspændende netværk. Det er en stor mulighed for voksne i alle aldersgrupper at skabe forbindelser ude i verden.
Helene Hyldegaard Hansen
Senior consultant hos PWC
Hvad lærte du af at være med til RYLA?
- Igennem RYLA har jeg først og fremmest udvidet mit netværk med andre unge med stor interesse inden for ledelse. Vi har lært at selvledelse er en stor del af ledelse, hvor det handler om at følge sit hjerte og hjerne uden nødvendigvis at følge den lineære vej ind i ledelse.
Hvad var det bedste ved at være med?
- Udover det nye netværk var teori kombineret med eksempler givet ud fra erfaring meget givende.
Hvilke muligheder, hjalp kurset dig med at se i forhold til at blive medlem af Rotoract eller Rotary?
- Rotaract og Rotary er nogle fantastiske netværk både lokalt og globalt. Som jeg allerede har ansøgt om muligheden for at blive en del af.
KLIK OG FØLG DISTRIKT 1450 PÅ FACEBOOK
ER DU IKKE MEDLEM AF ROTARY? KLIK HER OG LÆS, HVORDAN DU BLIVER DET
Artiklens forfatter, Jens Jakob Kjær Hansen, er medlem af Herning International Rotary Club, hvor han er sekretær og Formand i PR/PI-udvalget. Til daglig er han SoMe & PR Manager ved NDI Group A/S samt klassisk pianist.