Om Rotary

Rotary's motto: Service above Self

Rotary er et lokalt og internationalt netværk med spændende muligheder for aktive erhvervsfolk, ledere og selvstændige, der ønsker at udvikle deres erhvervsmæssige kompetence. Rotary består af engagerede og motiverede mænd og kvinder, der sætter høje etiske standarder som mål.

Rotary er en unik, verdensomspændende organisation, der giver mulighed for menneskelig og faglig udvikling på tværs af faggrænser og niveau. Rotary er for mænd og kvinder i ledelsesmæssige funktioner i private og offentlige virksomheder eller selvstændige, som på tværs af faggrænser ønsker at lære andre ledere at kende, skabe netværk og trække på hinandens erfaringer.

Rotary er for dem, som vil udføre et værdifuldt arbejde sammen med andre - for lokalsamfundet og for den internationale verden.

Rotary har som formål at fremme og styrke viljen til at tjene andre som en forudsætning for al god virksomhed og kan anskueliggøres ved at Rotary opmuntrer den enkelte rotarianer til

  • at udvikle sit netværk,
  • at være åben for andres meninger og vise forståelse for andres vilkår,
  • at anerkende andres indsats og arbejde,
  • at interessere sig for det omgivende samfund og gøre en humanitær indsats,
  • at virke til gavn for international forståelse.

Rotary International

Rotary er en verdensomspændende organisation med ca. 1,2 mio. medlemmer i 166 lande. I Danmark er der ca. 11.700 medlemmer i 272 klubber.

Rotary International har hovedsæde i Evanstone, USA og har desuden et antal regionskontorer. Rotary er opdelt i zoner. Klik her for at se zoneopdeling.

Hvert år vælger Rotary International en ny verdenspræsident, der fremlægger sine visioner for det kommende år. Disse kommer til udtryk i globale temaer, som det enkelte land og den enkelte klub omsætter til lokale forhold.

Indsatsområderne kan f.eks. være:

  • at sikre rent drikkevand
  • at alle får mulighed for at lære at læse og skrive
  • at sikre et bedre sundhedsvæsen

Det er samfundsopgaver som klubberne eller distrikterne bør engagere sig i lokalt, nationalt eller internationalt.

Et af Rotary's store projekter siden 1983 har være udryddelse af sygdommen Polio på verdensplan. I forbindelse med dette projekt vaccinerede rotarianere, deres familier og venner ca. 150 mio. børn på en dag. Læs mere om projektether...

Et andet af Rotary's store projekter er ungdomsudveksling - et internationalt program, som årligt involverer mange rotarianere og tusindvis af unge over hele verden.

Den lokale Rotary klub

Den lokale rotary klub er rygraden i Rotary Internationals verdensomspændende virksomhed. Klubben organiserer sig på en måde, der giver mulighed for dynamik og personligt ansvar.

Funktionerne i klubben går på skift hver år, "roterer", og alle medlemmer bidrager til ledelsen af klubben og til mødernes indhold. Klubbens medlemmer mødes hver uge, hvilket giver nærhed og er en god måde til at lære mange andre mennesker at kende og derved få styrket og udbygget sit personlige netværk.

Klubmødets varighed er ca. halvanden time og kan derved let indpasses i familie-, arbejds- og fritidslivet. Møderne afholdes oftest som gå-hjem-møder, men der er også en del klubber med møder om morgenen eller midt på dagen.

Møderne i klubben er afvekslende og alsidige med f.eks. interessante foredrag inden for erhvervslivet og det lokale og internationale samfund eller som besøg i en virksomhed. Også klubbens egne medlemmer bidrager med indlæg af forskellig art på klubmøderne, der også kan dreje sig om klubbens eget sociale liv, eller danne rammen om planlægning af klubbens engagement i udviklingsprojekter.

Desuden deltager rotarianeren i udvalgsarbejde og andre aktiviteter, som er nødvendige for at klubbens liv er en spændende oplevelse. Ledsagere er velkomne som gæster i klubben.

Det koster at være rotarianer. Kontingentet bruges dels til klubbens egne omkostninger, dels til Rotary's projektarbejde i Danmark og internationalt.