Indsendt af Anonym (ikke efterprøvet) den 6.12.2021
- 185 TIL PREPETS I FREDERIKSHAVN OG RANDERS

Distrikt 1440 afholdt årets første PrePets den 11. november i Frederikshavn og efterfølgende den 23. november i Randers. Præsident-electerne fik her den første introduktion til det kommende års hverv som præsident. De blev klædt på til at møde alle de udfordringer, ledelsen af en klub helt naturligt giver. Den kommende guvernør John Christensen, Frederikshavn, og formand for Uddannelsesudvalget, Laila Christensen, gav et bredt indblik i en række af Rotary’s mange opgavetyper. Alle fik påbegyndt ”Præsident-skolen” med stor iver. Her fik man indsigt i, hvem der er i distriktets ledelse, og hvor man kan finde hjælp og sparring i fremtiden – og især fik man gennemgået de definerede arbejdsmål for det kommende år. I det efterfølgende gruppearbejde havde man rig lejlighed til at få et nærmere kendskab til klubbens egen Assisterende Guvernør. Samtidig blev mulighederne for at hente inspiration i distriktet diskuteret. Men ikke mindst samarbejdet med kommende kolleger i andre klubber, som skal være præsident i Rotary-året 2022-23, havde et stort fokus. Dialogen om de enkelte klubbers fremtid og de kommende præsidenters fokus-områder gav en livlig debat. Med smil på læben og ihærdighed i kommunikationen blev de mange emner drøftet grundigt. Begge dage havde vi certificering af klubmedlemmer, der arbejder med ungdomsudveksling og klubprojekter. Begge dele med fin tilslutning af kommende Club Counsellors, Protection Officers, Youth Exchange Officers og dem, der skal arbejde med Districts Grants, Global Grants og Rotary Danmarks Hjælpefonds midler. Alt i alt mødte mere end 185 rotarianere op til PrePets i Frederikshavn og Randers for at være godt forberedte til det kommende år. Fra distriktsledelsen ser vi den aktive medvirken som et stærkt tegn på en god fremtid for Rotary i Distrikt 1440. John Christensen.