Store Heddinge RK bidrager til vandprojekt i Burundi

Indsendt af Jørgen Maaløv Jørgensen den 15.10.2013
Fra Store Heddinge Rotary Klub er modtaget 450 vandmålere og 25.000 kroner

Han Herred Rotary Klub har stået fadder til et drikkevandsprojekt til 5000 personer i Buraniro i Burundi.
Klubbens projektudvalg har arbejdet med et ønske om at gennemfører et flerårigt udviklingsprojekt.
Efter lidt forarbejde blev der indledt et samarbejde om at skaffe rent drikkevand til beboerne i en afrikansk landsby.

Buraniro er en landsby i Burundi med et hospital, et gymnasium og få forretninger og håndværks virksomheder, med opland tæller befolkningen ca. 5-7000 personer. Buraniro ligger som nærmeste nabo landsbyen Musema, også med et par institutioner og få beboelser, her er landsby og oplands-befolkningen også omkring 7000 personer.

I Musema er der på initiativ af Dansk Baptist Samfund udført vandforsyning, så alle familier har tilbud om rent drikkevand leveret ved boligen. 

Han Herred Rotary Klub har i samarbejde med de initiativtagere og teknikere der har forestået arbejdet i Musema projekteret og finansieret et forsyningssystem til BURANIRO VANDSELSKAB.

Arbejdet gennemføres med lokal arbejdskraft i perioden januar – april 2014.  Han Herred Rotary klub har fået lokal opbakning til projektet fra Brovst Vand, som har doneret 600 stk. brugte vandmålere og VVS-Mester C. O. Møller, Skovsgaard har leveret pakkemateriale og andet udstyr på fordelagtige vilkår.

Fra Store Heddinge Rotary Klub er modtaget 450 vandmålere og 25.000 kroner.

Han Herred Rotary Klubs nordiske venskabsklubber, Stokke Rotary Klub i Norge og Hjo Rotary Klub i Sverige, hver har bidraget med 25.000 kroner. 

Når et sådant projekt gennemføres i samarbejde med en klub i modtagerlandet er der finansieringsmuligheder i Danske - og Internationale Rotary fonde, der medfører at Han Herred Rotary Klub i dette tilfælde får de oprindelige bidrag på 145.000 kroner suppleret så projektet nu arbejder med et budget på 465.000 kroner.

De fire klubber har store forventninger til at gennemførelsen af projektet vil medføre bedre helbredstilstand og mere tid til mark og skolearbejde for de berørte familier.
Projektet gennemføres med Niels Christian Nielsen, Pandrup, som projektleder. Han vil ligeledes forestå gennemførelse af et uddannelsesprogram, der omhandler hygiejne og information om generelle sundheds forhold.

Når vandforsyningssystemet er gennemført overdrages det til en forbruger ejet forening, som vælger sin egen bestyrelse. Det er derfor også en væsentlig del af undervisningsprogrammet at forbrugerne får kendskab til valg af bestyrelse og til afholdelse af regelmæssige generalforsamlinger hvor bestyrelsen gør rede for selskabets drift og økonomi.

Det forventes at kommunen opkræver ca. 12 -15 kroner( 3000 BIF) i tilslutningsafgift og at vandprisen bliver omkring 0,40 kroner (100 BIF) pr. kubikmeter vand.  Selskabet forventes derefter selv at kunne medtage yderligere forbrugere og at forestå daglig
vedligeholdelse og økonomistyring.

Det rene vand hentes ved kilder i de nærliggende bjerge. Kilderne ligger højere end de beboede områder, så vandet kan løbe
frem uden pumpning, hvilket forenkler såvel drift som vedligeholdelse. Alt arbejde udføres af beboere i området og gravearbejde
gennemføres efter aftale med kommunens styrelse, som fællesskabets arbejdsbidrag.

Projektkoordinator
Erik Tornøe, lento (at) c.dk