I 2015 hørte nogle medlemmer i Rotary klubberne i Roskilde om erhvervsnetværk i andre Rotary klubber i Danmark og i april måned 2016 begyndte ideen så om, at udbygge og etablere en mere målrettet erhvervsudveksling på tværs af Rotary klubberne i Roskilde. Der var tidligere i 2014 blevet lavet et oplæg i Roskilde Rotary Klub, ligesom tanker og ideer i Roskilde Østre Rotary Klub var blevet drøftet tidligere. Dette blev så brugt som grundlag.
Medlemmer fra Roskilde Rotary klub Paul Reuber, Marie Louise Munter og fra Roskilde Østre Rotary klub Poul Erik Almsøe, Erik Buchwald, Rune Tarnø og Torben Hvid Rasmussen talte sammen og det første planlægningsmøde blandt initiativtagerne afholdtes.
Der var enighed om, at det erhvervsrelaterede - hvor man i fællesskab forbedrer forretningsånden og er til gensidig støtte i hinandens virke, rådgivning og udveksling af erfaringer m.m. i Rotary klubberne burde udnyttes meget bedre.
Tanken om at oprette en erhvervsklub, Roskilde Rotary Erhverv på tværs af Rotary klubberne, som kunne holde morgenmøder 6 - 8 gange om året blev drøftet og aftalt iværksat.
Det skulle fungere som et supplement for Rotary klubberne og gøre Rotary klubberne mere attraktive for såvel nuværende som nye erhvervsaktive medlemmer. Alle var enige om, at det ikke skulle udvikle sig til at være en klub i klubben, men udelukkende et supplement for medlemmer i de 4 Rotary klubber i Roskilde inkl. Gundsø samt medlemmer i Roskilde Rotaract Klub.
En styregruppe bestående af de i indledningen nævnte personer blev nedsat.
Formen for møderne aftaltes til, at der skulle være morgensang, et indlæg fra en foredragsholder, fællesskab, netværk og lidt morgenbrød, the og kaffe. Tilmelding og betaling skulle foretages via nem tilmeld.
Første møde i erhvervsklubben blev afholdt onsdag d. 5. oktober 2016 i Roskilde Kongrescenter med 22 deltager. 2. møde afholdtes d. 10. november 2016 med 20 deltager. 3. møde planlagt til januar 2016 måtte aflyses, idet der var for få tilmeldte. 4. møde i februar 2017 måtte ligeledes aflyses, da der var få tilmeldte.
Herefter dalede humøret lidt hos de involverede initiativtagere i et stykke tid, indtil det aftaltes, at man var nødt til at have mere tålmodighed og justere metoden for tilmelding og betaling. Advokat Rune Tarnø tilbød at sponsorere lidt morgenbrød og det blev muligt at låne mødelokaler i Loungen på Roskilde Stadion, således det blot var at tilmelde sig for de enkelte medlemmer. Det aftaltes nu, at man kunne invitere gæster og området blev udvidet til alle Rotary klubberne i hele områder 4 i distrikt 1480.
Nyt møde blev planlagt, med foredraget "Hvad gør vi med markedsføring, i teorien og i praksis … og det er ikke det samme! Foredragsholder: Martin Bengaard – Sense MarketingTroen" og blev afholdt fredag d. 9. juni 2017 med deltagelse af 25 deltagende. Troen på at det kunne lykkedes var nu styrket og endnu et møde afholdtes onsdag d. 27. september 2017 med 32 deltagende.
Seneste succesfyldt møde er afholdt torsdag d. 23. november 2017 med indlæg af netværk og jobkonsulent Christian Laursen fra Krifa og med næsten 40 deltagende.
Flere møder er planlagt i 2018 og styregruppen er ved at blive udvidet med repræsentanter fra flere af Rotary klubberne i området. Udviklingen af Roskilde Rotary Erhverv, herunder mødernes afvikling og området for de Rotary klubber der kan deltage vil formentlig ændre sig. Det er vigtigt at møderne hele tiden er spændende og man ikke føler det bliver for ensformigt. Deltagerne skal komme med nye ideer og have indflydelse på møderne således det fortsat bliver et attraktivt supplement til Rotary klubberne.
Rotary i Roskilde er på en måde kommet tilbage til ånden i Rotarys begyndelse fra Rotary`s stiftelse i 1905 hvor Paul Harris ideer om bl.a. at styrke hinandens erhvervsrelationer og udveksle erfaringer, ny viden og muligheder blev skabt.
Styregruppen består nu af Paul Reuber, Erik Buchwald, Poul-Erik Almsøe, Rune Tarnø og Torben Hvid Rasmussen, men er som nævnt ved at blive udvidet.
27.11.2017, Initiativtagerne i Rotary klubberne i Roskilde og område 4 i distrikt 1480.