Når vi løfter i flok og følger projektet til dørs

Indsendt af Jeannette (E-klub) Refstrup den 19.12.2019
Den officielle indvielse af haverne skete i november 2019, hvor 8 repræsentanter med ledsagere fra de deltagende Rotary klubber rejste til landsbyen Galloya.

Sammenhold, bedre ernæring, uddannelse af kvinderne og bedre valg af afgrøder, hvor en del kan give vedvarende afgrøder, andre nye planter.

Det er nogle af de gode effekter af Rotary-støttede kvindehaver i Gambia. Det fortalte den lokale projektleder Ousman Bah, da haverne blev indviet i november.

Han gjorde også opmærksom på risici, som for eksempel sygdom i planterne, eller at landsbyen ikke bakker op om projektet. Han lagde vægt på, at det er afgørende, at byen Galloya nu viser, at de kan overtage og drifte projektet, og dermed være et godt eksempel for andre i Gambia.

”Projektlederen takkede alle involverede for hver deres betydning for, at projektet er lykkedes så godt, dog uden egentlig at nævne sin egen rolle, som har været helt afgørende,” siger Inger-Lise Katballe fra Brande Rotary Klub

kvindehaver i Gambia

Foto: Pia Henni Møller Light.

 

Projektet: Haver, hegn og en brønd

40 kvinder i Galloya har etableret et område med små haver på godt 100 kvadratmeter pr. parcel.  

Her kan kvinderne dyrke en række forskellige grønsager til familiens eget forbrug eller til salg på markedet. For eksempel løg, forskellige kål, auberginer og forskellige arter, hvor blomsterne bruges til fremstilling af te og bladene anvendes som krydderier i maden.

Der er opmærksomhed på sædskifte, og på at ikke alle kvinderne dyrker samme slags grønsager samtidigt, og derved ”oversvømmer” markedet og presser priserne ned. Der har været holdt uddannelsesdage for kvinderne, for at de kan lære om dyrkning af grønsager, og der er også initiativer på vej om at dyrke planter til salg – for eksempel papaya, der kan høstes 3 gange om året i tørtiden, som er fra oktober til juli.

Det er landsbyens høvding, som har stillet jord til rådighed over en årrække.

 

Ved indgangsporten er der malet med det Gambiske flags farver. Det symboliserer, at alle kvinder i landsbyen skal kunne få en have, uanset religion, stammetilhørsforhold eller økonomisk status – alle er gambianere. Der er dog stadig kun plads til 40 haver inden for arealet.

 

Rotary har især støttet etablering af et solidt hegn om haverne, så de fleste dyr kan holdes ude. Ikke mindst er støtten også givet til en vandboring, så afgrøderne kan vandes løbende.

Det har ført til, at der er kommet en ca. 30 meter dyb boring med rent vand, som også kan drikkes. Endelig er der etableret en markedsplads, hvilket vil sige en bygning med mulighed for rengøring og sortering af grønsager, redskabslager, kontor og mulighed for at holde møde. 

 

Inge Lise Katballe

En nursery school på vej

Havernes succes har givet mod på mere. Kvinderne har erkendt, at det kan være svært at passe børn samtidig med, at de arbejder i haverne. Derfor er der meget hurtigt blevet sat et projekt i gang med byggeri af landsbyens første skole. To klasseværelser er allerede klar og et tredje på vej, og kvinder og børn er tydeligvis meget begejstrede for udsigten til at kunne bruge stedet. Indskrivningen begynder snarest, og der forventes omkring 60 børn i alderen 3 – 6 år.

Også dette projekt støttes af Rotary.

 

FAKTA OM GALLOYA
Landsbyen Galloya ligger ca. 25 km fra hovedstaden Banjul. Der er ca. 700 indbyggere fordelt på ca. 70 familier, hvoraf de fleste er meget fattige.  

Kvindehaveprojektet er gennemført i 2018/19 og er støttet af Rotary klubberne i Billund, Brande, Give, Grindsted, Ringkøbing, Skjern-Tarm og Videbæk.

 

--

KLIK Følg Distrikt 1450 på facebook

Er du ikke medlem af Rotary? KLIK OG læs her, hvordan du bliver det

 --

 

Artiklens forfatter, Jytte Gottlieb, har været medlem af Brande Rotary Klub siden 2010 og har blandt andet være præsident for sin klub og af flere omgange formand for klubbens PR-udvalg.