It is worth it

Et lærerigt år er ved at rinde ud og jeg kan sige, at man heller ikke med 3 års intensiv bekendtskab med Rotary når at komme ud i alle hjørner, der dukker stadig ting op, som jeg aldrig har hørt om før, spørgsmål, jeg ikke umiddelbart kan svare på og dertil kommer alle de nye tiltag, der hele tiden sættes i værk.  

Sådan skal det også være i en stor, levende organisation, hvor mangfoldighed er en af kerneværdierne.  Jeg er dybt taknemmelig for at nogen engang fandt på at spørge mig om jeg ville være guvernør og at jeg selv turde sige ja. At få lejlighed til at gøre en indsats sammen med så mange spændende og engagerede mennesker både i distriktet, i Danmark og i resten af verden er en gave. Mit ønske er, at klubberne fremover vil uddanne, inspirere og opfordre medlemmer til at stille op til poster i distriktet eller den øvrige organisation, ikke mindst til guvernørposten. It is worth it.

Næste års tema er Serving humanity, på dansk: at tjene menneskeheden. Både dette års og næste års temaer er logiske fortolkninger af  Service above self.  Som verden ser ud i dag, er der helt åbenlyst brug for at rotarianere strækker hånden frem og hjælper, hvor det er nødvendigt, men også at vi samarbejder med andre for at kunne gøre verden til et bedre sted for alle. Der er behov for hjælp i alle dele af verden, selv de såkaldt rige lande har sorte pletter, når det gælder at sikre alle et sted at bo, en uddannelse, et sundt liv og et socialt netværk.

For at kunne gøre en forskel i verden er det godt at være mange om at løfte opgaven. Det er en af grundene til, at medlemstilgang er et højt prioriteret emne hvert år. I Danmark er ca. 0,2 % af befolkningen rotarianere, hvilket må siges, at være en lille og eksklusiv gruppe. For ikke så mange år siden var vi godt 2000 flere og det vil være overkommeligt at nå det samme antal igen. Langt de fleste steder er det ikke et problem at finde nye medlemmer, hvis klubben arbejder aktivt med sagen og efterlever at Rotary er engagerede mennesker, der vil mødes, udveksle ideer og handle på dem. Der er tilsyneladende en større udfordring omkring at fastholde de, der er kommet ind, men heller ikke den er større end at den kan overvindes, hvis der er vilje til at tænke i nye baner. Selv om vi blev dobbelt så mange rotarianere i Danmark, ville vi stadig være en lille eksklusiv gruppe, men vi ville være dobbelt så mange om at tjene andre og gøre godt i verden.

Vi vil dog gerne være kendt af en langt større del af befolkningen, og derfor har vi i Rotary Danmark i år arbejdet med at få en vision for Rotary i Danmark.  Som tidligere nævnt er visionen at Rotary i Danmark skal være det mest attraktive erhvervsnetværk, bestående af engagerede mennesker, der vedkender sig et humanitært ansvar globalt og lokalt.  

PR-udvalget er trådt i funktion: Rotary er igen i år på Folkemødet på Bornholm med et spændende program. I denne måned udkommer en folder om Polio, som er beregnet til, at klubberne fordeler til lægecentre, biblioteker og andre samlingssteder i lokalområdet. PR-udvalget har også opgaver i forbindelse med den nye Rotary.dk, som åbner 1.7.2016.

Rotarys grundlov er blevet revideret i april 2016 og en ny er gældende fra 1.7.2016. En delegeret fra hvert distrikt i verden har taget stilling til mange, mange ændringsforslag fra klubber over hele verden. På rotary.dk ’s forside kan du læse, hvilke forslag, der er blevet vedtaget. (downloads/ Council of legislation). Der er en del ændringer i forhold til den grundlov, vi har arbejdet med de seneste tre år, så jeg vil anbefale, at alle klubber sætter sig ind i det, der nu er vedtaget, og at man diskuterer de valg, der nu er for klubberne.  

Rotary Danmarks hjælpefond har fået plads til at opstille en ny indsamlingsboks i Kastrup Lufthavn. Du finder boksen mellem finger B og C/D, ved gate C2 og C3, hvor den vil stå de kommende to år. Når du kommer forbi, må du gerne sende et billede af den til Hjælpefonden, som på den måde nemmere kan se, når det er tid til at tømme boksen. Du må naturligvis også gerne lægge et bidrag i.

Med tanke på at enhver afslutning samtidig er en begyndelse sender jeg hermed stafetten og ønsket om et spændende og effektivt år videre til næste års RD-FU

Marianne Løje

Ditrikts guvernør i distrikt 1480