Sundhedscentret på kanten af vulkanen

Indsendt af Leif Fritsdal den 31.1.2015
HVOR VEJEN ENDER LIGGER SUNDHEDSCENTER LLL. HER RAMMER MALARIAEN OG MANGLENDE LYS SKABER PROBLEMER FOR DE FØDENDE KVINDER. RY ROTARY KLUB HAR DONERET 60.000 KR. FRA DENS ÅRLIGE BILLOTTERI FOR AT HJÆLPE.

 

Lotteri i Ry hjælper farmerne i Uganda

Ry Rotary klub arbejder bl.a. sammen med kaffefirmaet FarmMountain og Seniorer uden Grænser (SuG) for at gøre livet nemmere for de tusindvis af kaffefarmere, som bor på skråningerne op til Mt. Elgon. Kaffen er en vigtig indtægtskilde for befolkningen, men hvor malaria tidligere ikke udgjorde det store problem, har malariamyggen på grund af klimaforandringer sneget sig op ad bjergskråningerne og udgør nu et større og større problem for farmerne.

Lokal samarbejdspartner

Ry Rotary klub har haft stor hjælp fra Junior Bukawa, som bl.a. er kaffeopkøber for det danske firma FarmMountain, men som også hjælper SuG. Han kender området. Han fik kendskab til det store problem som sundhedsklinikken havde. Junior har været kontaktpersonen mellem klinikken og Ry Rotary og været behjælpelig med at indkøbe måleudstyr i Kampala og sørget for myggenet til fødselsafdelingens vinduer.

Film fra sundhedsklinikken du bør se

Filmmanden Leif Fritsdal fra Ry Rotary klub, som også har været tovholder i Ry-projektet, har med støtte fra Danida/Cisu og SuG to gange været i Uganda i efteråret 2014 for at filme farmernes dagligdag i forbindelse med oplysningsfilm fra området. Filmen viser de meget besværlige vejforhold og det smukke område. Samtidig kommer du med på et besøg på sundhedsklinikken med rundvisning og oplysninger vdr. donationens betydning for klinikken i Bukalasi.

Se filmen fra området og mødet med klinikken her: Varighed 12 minutter.

Mobiltelefon giver lys på fødeafdelingen

Ved besøget i september 2014 var alt måleudstyret ankommet og taget i brug på klinikken. Her efterlyste klinikken batterier, fordi de nuværende var blevet for gamle og skulle udskiftes. Men de penge havde klinikken ikke.
Ved besøget i slutningen af november 2014 blev der medbragt to store batterier til erstatning for de udslidte, som blev opladet af solceller på taget. Som oplyst på filmen (optaget i september) havde fødeafdelingen ikke lys under de natlige fødsler, med mindre man brugte lommelygter eller lys fra mobiltelefoner. Det skulle batterierne råde bod på, når man fik indkøbt elpærer i "byen". 

De udbrændte batterier sælges

Et nyt ønske var, om vi kunne sælge de gamle batterier og få fat i en converter, så driften af medicin-køleskabet kunne ændres fra gas til strøm. Converteren er købt og installeret på klinikken i januar 2015, men nu afventer man elektrikeren, som skal ændre køleskabet fra gas til eldrift. Ting tager tid i Afrika, men Ry Rotary klub håber, at det sker i løbet af marts 2015. Heldigvis har klubben en god kontakt i Junior Bukawa, som hjælper Ry Rotary klub med at sikre, at de ønskede ting sker og bliver gjort færdige. 

Fakta om malaria
1. Malaria er en tropisk sygdom, som overføres til mennesker af myg
2. 90 procent af alle tilfælde findes i lande syd for Sahara
3. Man kan diagnosticere malaria på 15 minutter med en kvik-test
4. Der dør omtrent et barn under 5 år af malaria i minuttet
5. Der findes medicin mod malaria, men ingen vaccine

Myggen bærer døden med sig

Malaria er en af de vigtigste årsager til sygdom og død globalt blandt børn. Man skønner, at der er 300-500 millioner nye tilfælde per år med 1,5-2,7 millioner dødsfald på verdensplan (overvejende børn under 5 år). Malaria findes udbredt i tropiske lande, specielt i Afrika og i visse subtropiske områder.

læs mere på NETDOKTOR

Film og fotos: 
Copyright: Leif og Nina Fritsdal.