Nye, virtuelle muligheder i en svær tid

Indsendt af Jeannette (E-klub) Refstrup den 1.4.2020
Jens Jakob Kjær Hansen har været til virtuelt Rotary-møde i Rotary E-club One Danmark. Det satte tanker i gang. For måske er de virtuelle møder den digitale nøgle, der kan åbne de tre døre i ”Rotary Opens Opportunities”? Læs og bliv inspireret til at bruge mulighederne.

KOMMENTAR: Situationen med udbruddet af COVID-19-virusset påvirker os alle – også i Rotary, hvor mange er forhindret i at mødes fysisk, som man plejer. 

For mit eget vedkommende er det kun en måned siden, at jeg deltog i en meget inspirerende kursusdag hos Rotary Leadership Institute. Her blev jeg sammen med de øvrige kursister præsenteret for Rotary’s tema i 2020-2021, som vores nye verdenspræsident, Holger Knaack, har formuleret det: 

”Rotary Opens Opportunities.”

En vision, som symboliseres af tre åbne døre. 

Her sidder man så i dag med et verdensbillede, der er vendt fuldstændig på hovedet. Vi sidder inden for, og dørene ud til omverdenen er lukket. Eller er de nu det?

 

Virtuelle møder er et lyspunkt

For netop i sådan en tid er det fantastisk at opleve lyspunkter og begynde at se uventede muligheder frem for begrænsninger, når man grundet omstændighederne er tvunget til at tænke og agere anderledes, end man plejer. 

Det måske største lyspunkt for mig har været de virtuelle møder, som jeg efterhånden har haft mange af med familien, vennerne og kollegaerne – og nu også for første gang i Rotary.

Den 24. marts deltog jeg således i et virtuelt Rotary-møde, som blev afholdt af Rotary E-Club One Danmark. 

 

Næsten som at være der selv

Mødet var bygget op på samme måde som et fysisk møde, hvor vi blandt andet også hørte et spændende ego-foredrag af Jeppe Carstensen fra Rotary E-club One Danmark om ”27 år i Søfartens tjeneste fra ubefaren til rektor.” 

Til mødet var der 35 mødedeltagere til stede fra 5 distrikter, 14 forskellige klubber og 3 forskellige lande.

Selvom vi var mange deltagere til mødet, fungerede mødestyringen rigtig godt, der var ingen tekniske udfordringer, og det var lige så let at stille spørgsmål eller komme med input som til et normalt, fysisk møde.

 

Ny viden, inspiration og perspektiv

Mødet og foredraget gav i bedste Rotary-ånd masser af ny viden, inspiration og perspektiv, som efterfølgende kunne tages med hjem i min egen klub, Herning International Rotary Club, hvor vi nu også skal i gang med at eksperimentere med at mødes virtuelt.

Hvis vi på denne baggrund vender tilbage til Holger Knaack’s tema, ”Rotary Opens Opportunities” og tænker på de tre døre, så kan de virtuelle møder måske være den digitale nøgle, der kan åbne dørene igen indtil situationen er normaliseret?

For med virtuelle møder behøver vi ikke begrænse os til kun at mødes i klubberne. Vi kan mødes på tværs af klubber, distrikter og lande, uanset, hvor i verden vi befinder os. 

 

Vi kan nå hinanden som Rotarianere

Vi kan frit dele vores viden, idéer og lidenskaber med Rotarianere fra hele verden. Vi kan nå Rotarianere på den anden side af kloden og inspirere hinanden gennem spændende foredrag. Vi kan indgå nye, strategiske samarbejder om serviceprojekter, der kan gøre en stor forskel for de mennesker, der har allermest brug for det. Og sådan kunne man blive ved.

Så hvorfor ikke bruge tiden lige nu, hvor vi alligevel ikke kan mødes fysisk, på at få prøvet virtuelle møder af ude i klubberne og bygge på derfra? 

Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser. 

Der er garanteret mange flere muligheder derude, og der bliver ved med at komme flere til løbende, som teknologien udvikler sig. På den måde ser fremtiden lys ud, og måske kan den nuværende krise i sidste ende være med til at hjælpe Rotary til at komme styrket ud på den anden side med en bedre, kollektiv forståelse af alle de muligheder, der ligger derude og venter i den virtuelle verden?
 

KLIK OG FØLG DISTRIKT 1450 PÅ FACEBOOK

ER DU IKKE MEDLEM AF ROTARY? KLIK HER OG LÆS, HVORDAN DU BLIVER DET

Artiklens forfatter, Jens Jacob Kjær Hansen, er medlem af Herning International Rotary Club, hvor han er sekretær og Formand i PR/PI-udvalget. Til daglig er han SoMe & PR Manager ved NDI Group A/S samt klassisk pianist