NYHED: CORONA VIRUS - DISTRIKTET ANBEFALER AT AFLYSE ALLE ROTARY MØDER TIL EFTER PÅSKE - SE ANDRE INITIATIVER

Indsendt af Claus Skovbjerg den 23.3.2020
• Corona-virus – anbefaling til klubberne
• Corona-virus - Internationalt
• Corona-projekt i Galten-Skovby Rotary Klub
• Madlavning til hjemløse i Aarhus
• Ideer og inspiration til andre projekter lokalt og regionalt
• E-klub-møder som en mulighed
• Webinarer og E-learning i Rotary International
• Ungdomstjenesten, udveksling og camps

Kære medlem

Denne meddelelse er sendt til alle medlemmer, da vi gerne vil informere om projekter, lægge op til idebank for projekter, omtale e-klubmøder som alternativ og webinarer og e-learning som en anden mulighed i denne periode, hvor det ikke er muligt at mødes som sædvanligt.

Det må understreges, at det ved aflysninger og udsættelser af klubmøder helt og holdent er den enkelte klubs bestyrelse, der beslutter hvordan man forholder sig, og vi anbefaler, at klubberne underretter alle medlemmer om, hvad der gøres i ens egen klub.

 

Klubmøder anbefales aflyst til minimum efter påske

Da myndighederne netop har forlænget de nuværende tiltag, anbefaler vi også fra Distriktet, at man aflyser alle klubmøder til efter påske.

Det er muligt, at vi til den tid igen vil være nødt til at anbefale, at denne periode forlænges til slutningen af april, og det er helt op til hver enkelt klub at vurdere herpå.

Smittefaren er jo ikke ovre fra dag til dag, og der er ingen grund til, at vi udsætter hinanden for smitte ved at mødes for tidligt.

Vi følger udviklingen og kommer med nye anbefalinger omkring påske.

 

Internationale arrangementer

Rotary International´s Convention på Hawaii i begyndelsen af juni er aflyst.

 

Corona-projekt i Galten-Skovby Rotary Klub

I Galten-Skovby Rotary Klub har man været hurtige, for i netværket er der en virksomhed, som har 20.000 stk. masker til at have for munden, og som virksomheden ønsker at donere til hospitaler, plejecentre og lignende, der har et akut behov.

Klubben har i denne forbindelse stået for at distribuere disse masker ud til en lang række institutioner i nærområdet.

Et meget prisværdigt og flot initiativ, som har været omtalt i de lokale aviser i denne uge.

Dejligt at se, at vi i Rotary er med til at gøre en forskel.

 

Madlavning til hjemløse i Aarhus

Marselis Rotary Klub og Marselis Rotaract Klub laver på lørdag mad til 80 hjemløse via Værestedet i Aarhus.

Da man jo ikke kan mødes og lave maden, foregår det ved, at hver enkelt i projektet laver noget derhjemme, fx ris, kød, grøntsager m.v., og så afleveres det hele på Værestedet, hvor det "samles" til udlevering.

Klubben har tidligere fået donation af mad fra REMA og vil prøve dette igen, men ellers kunne projektet godt bruge en håndsrækning og/eller medvirkning fra andre klubber eller fra Distriktet.

 

Ideer og inspiration til andre projekter lokalt og regionalt

Jeg er sikker på, at der er mange rotarianere, der i denne tid gerne vil være med til at gøre godt for andre. Det er jo bl.a. derfor, vi er rotarianere. Men måske er det svært at få ideen til, hvad man kan gøre.

Som i Galten-Skovby Rotary Klub og Marselis Rotary og Rotaract klubber er der måske andre klubber i distriktet, der allerede er i gang med projekter af den ene eller anden karakter, som kan hjælpe andre i denne tid.

I Distriktet vil vi meget gerne være med til at bringe inspiration rundt mellem klubberne. Det kunne være, at vi ved at få tanker, ideer og handlinger frem kan være med til at sætte andre klubber i gang med lignende projekter. Det kunne også være, at vi kunne koordinere nogle projekter og bringe klubber sammen, der kunne have interesse i samme projekt. Måske går man allerede med tankerne hver især, men har ikke fået sat noget i gang.

Derfor vil jeg opfordre til, at alle gør sig nogle tanker og melder tilbage til mig med gode ideer. Så vil jeg sørge for, at disse projekter får omtale og kommer rundt til alle som ny inspiration, og at vi også får knyttet klubber og projekter sammen, hvis der er mulighed for og lyst til det.

Måske kunne der komme en så god ide, at mange klubber kunne se sig selv i det samme projekt. Det vil naturligvis være helt unikt – men vi skal først have ideerne frem, og dem er der forhåbentligt mange af.

Lad os i fællesskab sørge for, at Rotary også i den nuværende situation bliver kendt som en organisation, der ønsker at hjælpe andre, der har behov for det.

 

 

E-klub-møder som en mulighed

De fysiske klubmøder er aflyst, men E-klubberne kan fortsat holde møder. Hvis nogle af jer har interesse i at deltage i møder i Rotary´s E-Club One of Denmark, så kan man gøre det ved at benytte online-mødestedet:

https://rotarydanmark.adobeconnect.com/e-clubdenmark

Programmet for klubmødet findes på dette link:

https://www.rotary.dk/clubs/rotary-eclub-one-denmark

 

Rotary International´s webinarer og e-learning

Det kunne også være, at tiden er til at følge Rotary International´s webinarer og e-learning, som dækker mange forskellige områder. Du kan finde alle mulighederne på dette link:

https://learn.rotary.org/members/learn/catalog

Det kræver login på rotary.org, som ikke er det samme login som rotary.dk. Hvis du ikke allerede har et login, skal du bruge dit internationale medlemsnummer. Det finder du under din profil på rotary.dk.

 

Ungdomstjenesten, udveksling og camps

Der er kontakt og dialog med alle udvekslingsstudenter. Nogle er sendt hjem fra Danmark, og nogle af dem, vi har ude, er enten på vej hjem eller er kommet hjem. Alt er sket i dialog med forældre og udvekslingsstudenter.

Vi har oplevet at andre organisationer er blevet kritiseret for deres behandling af deres studenter, og alle kan med klar tale udtrykke at Rotary har levet op til alles forventninger.

Aktuelt er Summer Camp i Tørring-Uldum Rotary klub aflyst.

 

Med Rotary-hilsen

Jan Aagaard / Distriktsguvernør 2019/20

 

Et billede, der indeholder træ, person, udendørs, mand</p>
<p>Automatisk genereret beskrivelse