Hvor Karmapige-projektet bl.a. førte til, at DGI involverede sig omkring pigerne med opstart af et fodboldhold, er situationen denne gang, at vi involverer os i arbejdet med nogle piger, der allerede ER begyndt at spille fodbold.
(Billedet stammer fra internetsiden "Fodbold for piger")
Når man involverer sig i et projekt, der bliver til en succes, får man lyst til mere...!
Da projekt "Karmapigerne" i Tilst stod overfor sin afslutning ved udgangen af 2017 begyndte klubbens projektudvalg at kigge sig om efter mulighederne for involvering i et nyt projekt.
"Karmapigerne" er godt etableret, og kan klare sig fremover uden involvering fra vores klub, fordi Aarhus Kommunes afdeling for Børn og Unge tydeligt har set værdien i det arbejde, som vi var med til at skabe grundlaget for.
Det er - os bekendt - ikke set andre steder i landet, at en Rotaryklub i den grad er indgået i et samarbejde med en kommunal institution, men med den effekt ("sustainability") som vi har set omkring arbejdet med "Karmapigerne" er vi slet ikke i tvivl om, at det er en indsats værd, - økonomisk og arbejdsmæssigt!
Via vores samarbejde med ledelse og ansatte i "Børn og Unge" fik vi kendskab til det arbejde, der udføres i området Frydenlund med nogle piger (primært af anden etnisk herkomst end dansk), og hvor en af de centrale medarbejdere i "Karmapigeprojektet", opsøgende gademedarbejder, Tine Kaarup også er involveret. Dermed var vejen banet for, at vi med rimelig stor sikkerhed for et godt udbytte af vores involvering kunne afholde det første møde medio januar med fritidsleder, Morten Kvist fra fritidsklubberne "Peter Fabers Vej" og "Musvågevej" i Frydenlund.
Denne artikel fra Aarhus Stiftstidende (11. januar 2018) omtaler det arbejde, der allerede er i gang fra DGIs side omkring målgruppen, - piger i alderen 12-13 år i Frydenlund:
Som det fremgår af artiklen er det lykkedes at få fat i en gruppe af piger til et fodboldhold, og VORES involvering i arbejdet omkring dem er - via økonomisk tilskud og dialog med medarbejderne - at udvide rammerne for pigegruppens aktiviteter for at fastholde pigerne – og deres forældre – i det udviklende fællesskab, der gør det muligt at arbejde med sprog, adfærd og kompetencer, og for i det hele taget at åbne det omgivende samfund for pigerne, der ellers typisk vil blive ”trukket hjem”, når de når puberteten. Målet er desuden at tiltrække endnu flere piger end der er involveret på nuværende tidspunkt.
Det vil ske ved at tilbyde aktiviteter, der holder udsatte unge fast i sunde og udviklende fællesskaber: Robusthedsforløb, konflikthåndtering, tema-drøftelser om samfund & individ, madlavning – og ikke mindst horisontudvidende udflugter.
Projektet er foreløbigt sat til at vare til udgangen af 2018, og vores økonomiske tilskud beløber sig til 75.000 kr., hvoraf 25.000 kr. stammer fra vores egen klub, andre 25.000 kr. er bevilget af af ditriktsmidlerne fra distrikt 1450, og de sidste 25.000 kr. kommer fra Rotary Danmarks Hjælpefond.