E-klubbens billetsamarbejde med Opera Hedeland til forestillingerne i august – det er Verdis operaforestilling Aida - får en ekstra dimension i år: Distrikt 1480 går med ind i promoveringen af billetsamarbejdet, som jo sikrer Rotary 10 procent af billetpriserne til kampagnen End Polio Now. Billetter kan købes over det særlige rotarylink http://www.ticketmaster.dk/oh/rotary (Find et aktivt link nederst i artiklen).
Over samme link kan der samtidig bestilles picnickurve.
Aida opføres på amfiteatret i Hedeland Naturpark – altså under åben himmel – fredag den 5., fredag den 12. og lørdag 13. august. Handlingen i forestillingen udspiller sig i Egypten på de første faraoners tid.
Fredag den 12. august er blevet den aften, hvor vi sammen med Distrikt 1480 forsøger at få medlemmer med også fra andre klubber. DG for 2022-23, Annette Hansen, har rundsendt en invitation til rotarymedlemmer i alle fem distrikter herom. Foruden DGE Annette er vores klubpræsident, Jeppe Carstensen, medunderskriver af indbydelsen.
Området omkring amfiteatret åbnes kl. 17:00. Ideen er, at vi mødes kl. 18:00 til fællesspisning, hygge og netværke. Forestillingen begynder kl. 20:00. Operachef Claus Lynge, som jo også er medlem af e-klubben, har lovet at forsøge at få en eller to af de medvirkede operasangere til at komme forbi. Vi sidder ved borde reserveret til Rotary.
MEN SELFØLGELIG: Kan du kun en af de to andre aftener, den 5. eller den 13., med forestilling, vælger du naturligvis bare den. HUSK: Du må gerne tage ægtefælle/partner og familiemedlemmer/venner med.
Adressen er: Tranemosevej 8. Reerslev 2640 Hedehusene.
Her får du lige linket igen:
http://www.ticketmaster.dk/oh/rotary
Det er DGE Annette Hansen, der har taget initiativ til at gøre distrikt 1480 til aktør i billetprojektet til fordel for End Polio Now, og til den tid, når Aida går over scenen i Opera Hedeland, har hun jo overtaget posten som distriktsguvernør. Rotary E-Club One of Denmark indgik billetsamarbejdet med Opera Hedeland i 2015.
Her får du lige linket igen;
http://www.ticketmaster.dk/oh/rotary
Til jer, der ikke ved det: Opera Hedeland er en selvejende institution og har de tre kommuner Roskilde, Høje-Taastrup og Greve som bidragsydende og tilsynsførende myndighed.
Opera Hedeland ligger i et tidligere grusgravsområde, nu kendt som Hedeland Naturpark, og er Danmarks største permanente udendørsscene. Hvert år i august danner amfiteatret ramme om opførelse af en klassisk opera. Opsætningerne skabes specielt til teatrets beliggenhed i det smukke og vilde hedelandskab.
Den cirkelformede scene er på 800 kvadratmeter, og tilskuerkapaciteten i teatret er ca. 3.000 gæster.
Læs mere om Opera Hedeland på linket https://operahedeland.dk/om-opera-hedeland/
P.s.: Billetsamarbejdet i 2021 til operaen Rigoletto sikrede os midler til, inklusive støtte fra Gatesfonden til Rotary Foundation, at ca. 570 børn kunne poliovaccineres tre gange. Et sådant tiltag kan i sig selv være en ekstra grund til at overveje en aften i Opera Hedeland.