Indsendt af Bo Eriksson den 10.10.2024
Foundation Rotary Horsens (forening stiftet af de tre Rotary klubber i Horsens med humanitært formål), arrangerede lørdag den 5. oktober en kulturdag for ukrainske flygtninge fra Horsens og Omegn og danske familier i Alrø Forsamlingshus.

Formålet med dagen var at skabe relationer for ukrainerne og danskere og gensidigt lære noget om hinandens kultur, herunder madlavning til en fælles middag, samt diverse aktiviteter og lege.

Det var således 46 forventningsfulde ukrainere, fortrinsvis kvinder og børn der ankom lørdag morgen til Alrø Forsamlingshus, hvor de blev modtaget af en række Rotary medlemmer.

Dagen startede med opdeling i hold, der henholdsvis skulle lave mad, dække bord og deltage i aktiviteterne.

Ukrainerne gik med stor ildhu og i tæt samarbejde i gang med at lave tre traditionelle ukrainske retter, nationalsuppen borsjtj, dumplings med kartofler og ostekager.

De danske værter lavede risalamande, som var helt ukendt for gæsterne. Og desuden kager til kaffen, drømmekage, chokoladekage og gulerodskage, samt dejlige æbler.

Rema 1000 på Hede Nielsens vej i Horsens havde gavmildt doneret de mange grøntsager, der indgik i ukrainernes mad, samt diverse slikposer til børnene.

Medens der blev lavet mad, var voksne og børn i flere hold i aktivitet med løb til flere poster, følekasser, med sko, edderkop og dej som indhold, ramme hinanden med flødeboller, ramme dåser, spise lakridssnører på tid og hamre søm i og alle opgaver blev klaret med bravur.

Ved middagen blev de særdeles velsmagende ukrainske retter serveret samlet og under middagen underholdt tre søde ukrainske piger i nationaldragter med nationale sange.

Det var en fantastisk dejlig efterårsdag, hvor man nød at deltage i diverse konkurrencer m.v. der efter middagen bestod af petanque, fodbold og stigegolf og alle morede sig og man fik en god snak mellem ukrainere og danskere.

Det var således nogle glade, men trætte ukrainere der sidst på eftermiddagen kørte retur til Horsens i bus.

Efterfølgende har Foundation Rotary Horsens modtaget en tak fra ukrainerne:

”Det var en yderst vigtig og inspirerende dag for os alle. Takket være jeres støtte og indsats fik vi mulighed for at fordybe os i rigdommen af ukrainske og danske traditioner, musik og køkken. Sådan en begivenhed er en uvurderlig oplevelse af at udveksle vores kultur, især på nuværende   tidspunkt. Vi håber på yderligt samarbejde i fremtiden.”

Niels Chr. Leth Nielsen, på vegne af Foundation Rotary Horsens

#RotaryHorsens
#Rotary
#CreateHopeInTheWorld
#ServiceAboveSelf
#PeopleOfAction