Nexø Rotary Klub støtter Værftets nye ungdomsklub.

Indsendt af Claus Funch Pedersen den 6.3.2023
Værftet har startet en ny ungdomsklub som drives af unge mennesker, der ønsker at gøre godt for andre unge - og netop støtte til unge bornholmere er et tema i Rotary Nexø.
Sammen med Rotarys Hjælpefond donerer Nexø Rotary 24.000 kr. til klubben.

En dag i september kommer William Christiansen forbi Værftet. Han er 18 år, og i forvejen frivillig i Værftets juniorklub, men synes at der mangler et sted for unge. De hænger ud på gaden og altid i de samme grupper, fortæller han. Han ønsker et sted de kan mødes – også på kryds og tværs af de grupper de normalt færdes i.

”Når der kommer et ungt menneske og fortæller at der er et problem derude, som de vil være med til at løse, så er det bare med at gribe muligheden. Det er den bedste synergi der kan opstå når man starter aktiviteter op, fordi de kommer med en drivkraft og indsigt der er vigtigt for, at sådan noget lykkes.”, fortæller Sara Bech Jensen, der er drift og aktivitetsleder på Værftet.

Værftet har altid været et sted hvor gode idéer har rum til at blomstre, især når man selv går i gang, i stedet for kun at lufte gode idéer. Og det gjorde William.

”Med bevillingen fra Rotary har de unge indkøbt playstation, billiardbord, bobspil, nyt airhockeybord, brætspil, perler mm., så der er noget at samles omkring, og jeg håber det giver en masse gode timer til fællesskabet, herunder også i flygtningearbejdet” fortæller en glad Sara Bech Jensen.

Ungdomsklubben mødes en gang om måneden.

 

”Værftet” på Nexø Havn, er et gammelt skibsværft, der efter fiskeriets kollaps i Østersøen, blev indrettet til en Skaterhal og legeland for børn og unge på hele Bornholm, der drives på frivilligt nonprofit basis, på et kristent grundlag. Pt har fællesskabshuset ”Værftet” 1225 medlemmer.

På billedet overrækker Præsident for Rotary Nexø, Flemming Jensen, (th) donationen på 24.000 kr. til initiativtager William Christiansen og drift- og aktivitetsleder på Værftet, Sara Bech Jensen.