Et godt tilbud
RLI står for "Rotary Leadership Institute" og er et tilbud til de mange rotarianere, som er på vej til forskellige lederjobs i en Rotary klub. Andre rotarianere ønsker måske at dygtiggøre sig og dermed finde vej til nogle af de mange nøgleposter, som også findes i den verdensomspændende organisation.
Stort fremmøde til forårets RLI
33 rotarianere fra hele distrikt 1450 er igen på skolebænken. RLI kurset går over 3 lørdage i foråret og afvikles på Bygholm Landbrugsskole i Horsens. Til efteråret 2016 starter et nyt RLI kursusforløb. Tidligere guvernør og nu distriktstræner Jette Lund, som har ansvaret for RLI kurserne fortæller, at RLI er et verdensomspændende lederuddannelsestilbud til rotarianere.
Flere og flere klubber tilmelder medlemmer, fordi de har fået øje på kvaliteten og vigtigheden af, at deres kommende ledere, bestyrelses- og udvalgsmedlemmer deltager og får Rotary viden og kompetencer, som efterfølgende kan bruges i klubben. I distrikt 1450 har der på forårets kursus været stor søgning, og holdet er større end normalt. Det giver visse udfordringer under afvikling af de 3 kursusdage, hvor en tidsplan skal overholdes, og alle deltagerne helst skal indgå i debatterne og gruppearbejdet.
Fortrolighed er en dyd
Jette Lund fortæller, at snakken og debatten mellem deltagerne altid bliver mere løssluppen på kursets dag 2. Nu er deltagerne blevet fortrolige med hinanden og fundet sig til rette med, hvordan uddannelsen er skruet sammen. Alligevel understreger Jette Lund ved kursets start, at alt, hvad der bliver sagt "i dette lokale" ikke må komme videre. Deltagerne skal have lov til at ytre sig om egne klubbers kommende udfordringer, sådan som de ser dem. Med de workshops og værktøjer, som rulles ud på kurset, er der store muligheder for, at de tilbage i klubberne kan inspirere klubkammeraterne til nytænkning eller foretage justeringer på den daglige drift. På længere sigt kan deres RLI kursus være med til forny klublivet, ændre på gamle rutiner, som i sidste instans bl.a. kan føre til at forbedre medlemstilgangen.
RLI giver ny viden
I løbet af de 3 moduler får deltagerne bl.a. indblik i, hvordan man leder en frivillig organisation som Rotary og viden om en af verdens største private humanitære fonde, The Rotary Foundation, som yder store tilskud til projekter verden over. Medlemsudvikling er også i fokus, og der gives inspiration til, hvordan en kommende præsident kan sammensætte en ny bestyrelse og udvalg, så hele klubben føler, at de er med på vognen. Deltagerne får også indblik i, hvorfor PR og ekstern kommunikation er vigtige områder for klubberne og dermed Rotarys Image. Det at vise hvad Rotary står for kan skærpe interessen for organisationen og dermed tiltrække nye medlemmer. I det hele taget øges deltagernes viden om Rotary markant gennem de 3 moduler, og det smitter helt sikkert af på klublivet, når de kommer tilbage med diplomet i hånden, mener Jette Lund.
Engageret team står bagved
Et helt undervisningsteam står bag RLI og dermed lørdagens program. Underviserne kommer med oplæg og styrer efterfølgende gruppearbejdet igennem til debat i plenum. Alle deltagerne kommer på banen. Flipoveren bliver fyldt til randen med nøgleord, som afspejler deltagernes opfattelse af, hvordan de ser "deres" klub. Bølgerne går højt på den sjove måde, når f.eks. den yngre erhvervskvinde drøfter klublivet med en ældre herre fra en af de få tilbageværende "mandeklubber", som findes.
Sjove øvelser skaber debat
Hvordan tegner gruppens deltagere sammen et Rotary våbenskjold, som afspejler en klub og dermed dækker over alles input? Det er en udfordring og lidt af en kunst. Men en tegning af en bøf og en god flaske rødvin rammer plet og bliver et vigtigt delelement på den imaginære klubs våbenskjold til stor morskab for hele forsamlingen under den efterfølgende præsentation.
Bevis for deltagelse
Alle 3 moduler skal gennemføres, og for enkelte af deltagerne kan det arbejdsmæssigt været en udfordring. Det kan være nødvendigt at navigere anderledes ved at tage modulerne i en anden rækkefølge. Kursisterne får et diplom og et RLI bevis til knaphullet som det fysiske bevis for bestået Rotary Leadership Institute.
Fotos: Leif Fritsdal og Jens Pauli
Læs mere om RLI, hvor du også kan finde div. kontaktinfo.