Indsendt af Peter Pade den 24.9.2017
Videbæk kunstmuseum med Arne Haugen Sørensen

 

ROTARYMØDET, den 21. september 2017

Vestjyllands Kunstpavillon – møde med mulighed for deltagelse af ledsagere

 

 

 

Gæster:

Fruer, kærester og koner.

 

Mødedeltagelse:

55 heraf 20 gæster.

 

Fødselsdage:

Peder Kold blev 75 år den 18/9, stort tillykke herfra.

 

Aftenens sang:

Regnvejrsdag i november af Pia Raug,

 

Dagens program;

Aftenens program ved formanden Erling Damgaard

1. Historien om Vestjyllands Kunstpavillon og Arne Haugen Sørensen Museum, herunder møderne med Henning Larsen og Arne Haugen Sørensen.
2. Vejen til et museum i Videbæk med støtte fra Ringkøbing-Skjern Kommune og tre fonde samt økonomi, herunder forholdet til fam. Krabbe/Haugen Sørensen.
3. Foreningens drift af de to formidlingssteder med de over 50 frivillige og 600 medlemmer.
4. Rundvisning i museet med enkelte historier om værker.

 

Vores præsident bød velkommen til møde nr. 9 på Vestjyllands kunstpavillon i Videbæk med tak til Erling Damgaard, Peder Kold og Henrik Arnfred for at de i fællesskab vil stå for dette møde. Dernæst bød Præsidenten vores kone, kærester og fruer velkommen til mødet. Hans ønskede også Peder Kold tillykke med fødselsdagen og Peder Kold takkede herfor.

Dagens sang blev overstået og Erling Damgaard fik derefter ordet.

 

5 års spændende og frugtbart samarbejde mellem Henning Larsens tegnestue samt lokale kræfter i og omkring Videbæk/Ringkøbing samt midler fra kommune og lokale sponsorer, er nu resulteret i en enestående og unik arkitektonisk bygning som skal fungere som udstillingssted og huse samtidskunst, etableret kunst og ambitiøs kunst med lokal forankring i det vestjyske.

En lokal forankret fond Skak-fonden gav 2,1 million kroner til bygning af kunstpavillonen
Udover Skak-fonden har Ringkøbing-Skjern Kommune valgt at støtte projektet med 2,75 mio. kroner. Derudover har kommunen, der ejer lystanlægget, sagt ja til at stille grunden til rådighed og har sammen med foreningen sørget for byggemodning, vejadgang og parkeringspladser.

Den samlede anskaffelsessum er herefter for Vestjyllands Kunstpavillon på ialt 5,5 mio. kroner.

Bygningen stod færdig til indvielsen den 1. juni 2012

Indtil 1.3.2015 var adressen Sportsvej 3, Videbæk, men vejen er blevet omdøbt til Henning Larsens Vej 3, for at hædre arkitekt Henning Larsen, som kommer fra Videbæk-området. Henning Larsens berømte tegnestue har stået for arkitekt-projektet omkring Vestjyllands Kunstpavillon. Desuden er den lokale billedhugger Jens Lund repræsenteret med flere værker som især kan ses ved indgangen og i området omkring museet.

 

 

Den 400 m2 store kunstpavillon er smukt beliggende i Videbæk Lystanlægs vestlige ende med udsigt over søen mod syd. Pavillonen ligger i parkens rum, men markerer sig med sit skulpturelle ovenlys i bybilledet. Bygningen ligger som et japansk tehus, på kanten af park og sø, så cafeens terrasse svæver over søen, og søens vand reflekteres i loftet. Bygningen består af to svævende horisontale, kvadratiske skiver adskilt af en let glasfacade og et system af forskellige skråtstillede facadestykker. Den musiske, krydsende facade er inspireret af den omkringliggende natur, sivene i søen og træernes grene. Geometrien kan også ses som en leg med Videbæks vartegn, V'et. Henning Larsen er født uden for Videbæk i Opsund og er æresborger i Videbæk.

 

Vestjyllands Kunstpavillon vil gerne vise så mange forskellige udtryk og formsprog som muligt. Lige fra moderne maleri og skulptur til fotokunst, lyd- og lyskunst og vandkunst til social plastik.

Henning Larsens pavillon er meget fleksibel i forhold til en lang række formidlingstiltag udover udstillingsvirksomhed som film, foredrag, workshops mm. Lokalet har desuden en dejlig akustik, som har vist sig velegnet til koncerter med kor og orkester.

 

I udstillingsplanen er der bevidst lavet huller til udstillingsprojekter, som er lidt skæve og som ikke har fundet plads andre steder. Evne til spontanitet og improvisation bliver også et karakteristika for Vestjyllands Kunstpavillon.

 

Nogle gange er man bare på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det var Vestjyllands Kunstpavillon i efteråret 2014, hvor Arne Haugen Sørensen og Dorthe Steenbuch Krabbe udstillede i Kunstpavillonen fra 30. august til 15. oktober. Her fik Arne Haugen Sørensen varme følelser for bygningen og placering i anlægget og den modtagelse, han fik i Videbæk.

Kemi og fortroligheden mellem Arne Haugen Sørensen og Erling Damgaard gjorde, at Fonden for Vestjyllands Kunstpavillon i efteråret 2015 fik en forespørgsel gående på, om vi var interesseret i en donation på 70-80 af Arne Haugen Sørensens kunstværker, mod at vi byggede et museum for ham.

For at sikre en vis kommunal opbakning tog Fondens formand – Jan Holm Rasmussen - en kontakt til borgmester og kommunaldirektør den 9. november 2015 for at høre, om der var økonomisk opbakning til et Arne Haugen Sørensen Museum i Videbæk. Det var der og det endda en særdeles positiv opbakning.

For mange er det overraskende og positivt, at Arne Haugen Sørensen har fået sit museum i Videbæk, men Henning Larsens smukke arkitektur har været væsentlig og interessen fra Videbæk og Ringkøbing- Skjern Kommune er en medvirkende årsag.

Det gode forhold til Vestjylland er gennem årene blevet styrket for kunstneren og hans familie, og som Arne Haugen Sørensen udtalte ved beslutningen om etableringen af museet: ”At få sit eget museum, er som at komme hjem”.

Med indvielse af museet er der nu føjet et nyt spændende tilbud i Videbæk til besøgende på populære ”Kunstrute A15” fra Aarhus over Silkeborg og Herning til Ringkøbing.

For Videbæk og Ringkøbing-Skjern Kommune er det en flot præstation at kunne løse opgaven med at tiltrække en stor kunstner og etablere et spændende Arne Haugen Sørensen Museum.

 

 

 

Der tilbydes en stor oplevelse i den første udstilling, som museet viser med en stor del af Arne Haugen Sørensens største og fantastiske værker, der er udført gennem mange år af kunstnerens lange liv.

Den store kunstsamling, der er til rådighed i museet har Arne Haugen Sørensen og hans hustru keramiker Dorthe Steenbuck Krabbe udvalgt gennem de sidste 20 år. Den omfatter malerier, akvareller, litografier, grafik krucifiks, skulpturer, keramik og modeller til altertavler m.m.

Åbningsudstillingen indeholder overvejende store og spændende værker, der repræsenterer kunstnerens inspiration fra såvel myter, og mytologi som troen og biblen.

Erling Damgaard fortæller at de har værker til 2 separate udstillinger mere.

Desuden er der mulighed for at kunne bytte med andre kunstmusser således at man kan få flere spændene udstillinger til området.

Arne Haugen Sørensen (født 27. april 1932 i København) er en dansk maler og grafiker. Han er stort set autodidakt og havde sin debut i 1953 på Kunstnernes Efterårsudstilling. Han har modtaget adskillige priser og hædersbevisninger, blandt andet Eckersberg Medaljen (1975) og Thorvaldsen Medaljen (1984); han er medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen. Arne Haugen Sørensen er repræsenteret på de fleste danske kunstmuseer, men er også kendt for udsmykningen i en lang række danske kirker. Han har også lavet udsmykning i Indenrigsgården i Københavns Lufthavn (1989) og Folketeatret i København (1991).

 

Statens Museum for Kunst har flere malerier af Haugen Sørensen.

Arne er bror til billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen.

Siden 1981 har Arne Haugen Sørensen været bosat i Andalusien.

 

Der udover kan man sige At Arne Haugen Sørensen er ufaglært fik job hos sin onkel der var maler. Onklen så at nevøen havde en sans for farver og kunst generelt og derfra begyndte AHS rejse ud i kunstens verden. Han rejste til Paris og kom under Peter Bramsens vinger som fungerede som mentor for AHS.

Hans Østergaard takkede igen Erling Damgaard og Peder Kold for et godt foredrag og rundvisning hvorefter præsidenten gennemgik kort de næste par møder.

Tilslut blev der spist sandwich drukket en øl/vin eller sodavand inden det igen gik hjem til Herning.

 

 

Præsidenten opfordrer medlemmer til at de indstiller kandidater (20 – 30 år) med lederpotentiale til deltagelse

i RYLA (Rotary Youth Leadership Award) i week-enden 3. – 5. november på Bygholm Landbrugsskole. Herning Rotary Klubs hjælpefond (Eli Jepsen fonden) afholder hele kursusafgiften kr. 2.300. Nærmere info fås hos Jimmy Toksvig.

 

 

 

Kommende møder:

Vigtigt til familiekalenderen:

7. december: Julemiddag – kirke – middag – hygge og underholdning

 

28. september: Udemøde - Besøg hos Herning Vand

 

Erhvervstjenesten inviterer til besøg hos Herning Vand, Ålykkevej 5, hvor direktør Niels Møller Jensen (medlem i Herning Øst) vil vise rundt og orientere om den udvikling virksomheden har gennemgået de seneste år.

 

Vi mødes i virksomheden kl. 18,30

 

Herning Vand er vært ved sandwich og drikkevarer.

 

Der er tilmelding senest tirsdag, den 26. kl. 12

 

5. oktober: Fællesmøde med Innerwhele med ledsagere.

 

Der er dømt hygge og god mad når klubmesteren i Innerwhele står for menuen og klubmesteren i

Rotary står for drikkevarerne.

 

Og rundt om det hele har klubberne i fællesskab lavet aftale med Hans Lauge, Vejle (tidligere Herning dreng), der vil foredrage om det at blive gammel – sammen -, samt i billeder, musik og ord

give bud på ”Om livet er livet værd”

 

”Det eneste der afgør alder er nysgerrighed og forundringsevne”, siger Hans med et citat af Karen Blixen.

 

Hans Lauge er til enhver tid et multimenneske, der skriver bøger, laver musik, tegner, maler og holder kurser og foredrag om det at være skabende. Hans er desuden aktuel samfundsdebattør i programmerne ”Den sorte gryde” på P4 og trekanten og ”Prøv lie’ åhør”på TV Syd.

 

I vil ikke gå skuffet fra fællesmødet hverken når det gælder den åndenlige eller gastronomiske kulturelle oplevelse, der oveni krydres med sang og guitarspil.

 

Fat mor i hånden og meld jer gerne til så hurtigt som muligt og absolut senest tirsdag den 5. oktober kl. 12.

 

Priser er alt inklusive foredrag, menu, 2 gl. vin kr. 298,- per person. Hygge og dejligt samvær er helt gratis.

 

Vi ses på Eyde kl. 18,30

 

Tilmelding senest tirsdag, den 3. kl. 12

 

7. – 8. Oktober: Distriktskonference

 

Årets distriktskonference i Rotary distrikt 1450 foregår dennegang på Nørre vosborg.

 

Som delegeret fra Herning Rotary Klub deltager Sekretæren og præsidenten med ledsagere.

 

Mandag, den 9. oktober: Intercity møde, Holstebro

 

Desværre har vi modtaget invitationen så sent, at der allerede var planlagt et andet ordinært møde i samme uge, og hvorfor Intercity mødet udgår som ordinært møde, men du skal alligevel have muligheden for at deltage.

 

Præsidenten deltager og har plads til 3-4 flere i bilen, så kontakt Hans for kørelejlighed og såfremt

du ønsker at deltage. Tilmeldingsfristen til Hans direkte ha (at) finansadvice.dk () er mandag, den 2. oktober kl. 12.

 

Det koster kr. 200 incl. en let forplejning.

 

Programmet er: Spændende indlæg af direktør Martin Vang Hansen og projektchef Hanne Torp Brodersen fra FÆRCH fonden, der som overordnet vision har sætningen ”Vi vil gøre en forskel for familien og Vestjylland”

 

Intercity mødet er arrangeret af Holstebro Vestre Rotary og Vinderup Rotary i fællesskab.

 

12. oktober: Ordinært hjemmøde – Danish Marine Group – Mark Lerche

 

Efter flere udemøder er der igen et ordinært hjemmemøde hvor eksportrådgiver Mark Lerche sætter fokus på dansk eksport med udgangspunkt i Danish Marine Group, der leverer rådgivning og udstyr til den globale maritime industri.

 

Der er naturligvis 3 minutter og eftermøde.

 

Møde ansvarlig er International Tjeneste.

 

19. oktober: Efterårsferie