Nyt er det hele pr. 1. juli 2016 – på mandskabssiden. Sådan har det altid været. Rotary betyder at rotere. Sikring af, at nyt KAN komme til!
Fra RI-præsident over distriktsguvernører til klubpræsidenter – udskiftning!
Det er betryggende, at Rotary kører alligevel. Det gør det, fordi vi samtidigt har indbygget kontinuitet. Vi vælges lang tid før, vi tiltræder ledelsesjobs. Og vi har tid til at vurdere på, om og hvad vi gerne vil gøre af særligt i ”vores” år.
Vi i klubberne vender tilbage fra sommerferie – spændte på, om det BLIVER en ny begyndelse. Forhåbentlig som aktive og nysgerrige medlemmer. Og hen over året – med nogle nye kammerater. Og en klub, der ”emmer” af godt kammeratskab – og gode møder.
Det nye års tema: Rotary serving Humanity binder utrolig fint vores arv: Service above self sammen med de udfordringer og forventninger, vi i mange år har vovet at stå for: fortsat hjælpe menneskeheden. Tja – måske lidt højstemt. Men vel ikke helt ved siden af?
I Rotary bygger vi på hinandens arbejde – og udvikler derfra.
I klubberne har vi gode successer med projekter, som for alvor flytter. Ofte er det ildsjæle, der går forrest. Og vi andre følger med i slipvinden. Men vi er der! – gi’ en hånd med, og få den store glæde ved at se, du gør en forskel. Internt ser vi tydeligt vore successer. Men ikke-rotarianere kender ikke meget til det.
Kommende års opgave er at synliggøre klubbernes eksistensberettigelse for potentielle nye kammerater. Der er nemlig flest rotarianere – uden nål! De står klar:
Ja vi er et erhvervsnetværk af mænd og kvinder – med socialt ansvar – og med stor fokus på ungdomsudveksling /-arbejde. Vi gør en forskel lokalt og internationalt – hvilke andre foreninger har 1.2 mio. medlemmer – som alle vil det samme (sådan cirka.)?
Hver klub har eller bør op til 100 året for Foundations oprettelse i 2017 have særligt fokus på synliggørelse af vor organisation. Ikke kun fordi flere medlemmer gør stærk og de facto øger vore muligheder for ”doing good in the world” – men også fordi du som medlem (eller kommende medlem) gennem møderne og gennem klubbens arbejde med projekter oplever, hvordan vi i klubberne regner med -, tror på -, bruger -, lærer af hinanden, men står også klar, hvis du trænger til en hånd.
Kammeraterne regner så også med, at du yder det, DU kan.
Og når du noterer dig, hvad 2.4 mio. hænder magter at skabe i verden (sammen med samarbejdspartere over hele jorden) eller hvad netop din klub gør i jeres lokale projekter, – det er næsten for banalt at sige det – ja, så får du din indsats mange gange tilbage.
Det er såmænd ikke så kompliceret: Service above Self – er just, hvad vi er her for! Service – eller hjælp – til det og de mange, der trænger. Alt udenfor dig selv: I klubben – i lokalsamfundet – på den internationale bane. Alt dette lader sig gøre, fordi vi ud over at råhygge også vil noget andet med Rotary.
Hvordan vil din klub – og du sørge for, at jeres klub bliver mere kendt? Facebook – ja, naturligvis også, men inviter dog folk indenfor – brug dem. Lav samarbejder med andre foreninger – så vi bliver kendt for godt at ville være den, der begynder. Fortæl den gode historie.
Du som klubmedlem har nøglen – at forvente, at alt det med markedsføring er der nok andre, der tager sig af --- holder ikke! LIGESOM KLUBBEN ER ROTARYS KRUMTAP – LIGESÅ ER DU KRUMTAP I JERES KLUB. Hvor kan du bedst være med til at flytte noget?
Chr. Boldsen
DG 1440