”Vi skal fokusere på at gøre det rigtige”

Indsendt af Jeannette (E-klub) Refstrup den 24.9.2020
Per Lindved, den nye distriktsguvernør i distrikt 1450, deler i dette interview sine idéer og tanker om, hvilke muligheder han ser i Rotary, og hvordan han som ny guvernør ønsker at understøtte distriktets udvikling.

Af Jens Jakob Kjær Hansen

Hvorfor blev du selv oprindeligt medlem af Rotary?
- Grunden til, at jeg blev Rotarianer er, at Rotary kombinerer kulturudveksling, netværk og humanitært arbejde på en helt unik måde. Vi er samtidig en verdensomspændende organisation på 1,2 millioner mennesker i hele verden. Det giver en ekstra dimension. Derudover har vi alle vores udvekslingsstuderende, vores interessefællesskaber gennem fellowships, vores action groups, camps, og mange andre ting. Det synes jeg er exceptionelt, og det er grunden til, at jeg i sin tid blev medlem og er det den dag i dag.

Hvad skal der ske her de første måneder som vores nye distriktsguvernør?
- Jeg lægger meget vægt på, at det ikke er mig, der skaber Rotary. Det er i klubberne, at arbejdet foregår. De skal finde ud af, hvad de vil, og vi kan i distriktet så hjælpe med at koordinere tingene og støtte klubberne i deres arbejde, hvis de eksempelvis mangler konkret viden, kontakter eller idéer. Derudover har jeg også sagt, at jeg ikke har noget tema i mit år som distriktsguvernør. Rotary har ét overordnet tema, og det er ”Service Above Self.” Det er så et spørgsmål om at gøre dette til virkelighed. Heldigvis er vi blevet suppleret af vores verdenspræsident Holger Knaack, som har valgt at supplere med ”Rotary Opens Opportunities,” hvilket passer rigtig godt med de planer, vi har lagt i distrikt 1450, hvor vi lægger vægt på, at der ikke er ret mange regler og begrænsninger i Rotary, men masser af muligheder. Når Holger Knaack siger, at Rotary ikke er en forening, man melder sig ind i, men en invitation til en verden af uendelige muligheder, så er det lige nøjagtig også sådan, at vi ser på det i distriktet. Så er det op til klubberne, hvordan de vil realisere disse muligheder.

Hvilke oplevelser har du haft som Rotarianer, der for dig understreger, hvad Rotary kan?
- Jeg har blandt andet til Rotary International Conventions oplevet, at man, når man går ude i byen, kan komme meget umiddelbart i kontakt med andre mennesker alene i kraft af, at man bærer Rotary-nålen. Man springer alt det indledende over og er venner på forhånd. Vi har tillid til hinanden, selv folk, vi ikke kender, så snart nålen er på. Det synes jeg er rigtig stærkt. Når det er Rotarianere, så må det være gode mennesker, man har tillid til og tør stå inde for. Det er tankesættet.

Hvilke muligheder ser du i Rotarys fokus på kulturudveksling?
- Jeg tror på, at Rotary kan hjælpe med til på langt sigt at skabe fred i verden. Det handler om, at når man kender og forstår forskellige kulturer og måder at gøre tingene på, så undgår man konflikter. Jo mere, man kender til hinanden og hinandens forskelligheder, men har forklaringer på dem, jo større forståelse og respekt får man også for hinanden. Jeg tror virkelig på, at en organisation som Rotary har en mulighed for at skabe fred i verden. Jeg tror ikke, at vi kan gøre det alene, men jeg er sikker på, at vi kan få nogle resultater, netop fordi vi er så bred en organisation, som vi er.

Hvilke sager optager dig i forhold til Rotarys humanitære arbejde?
- Det gør blandt andet kampen mod polio. Det er Rotary, der har stået i spidsen for at få udryddet sygdommen siden 1985. Vi mangler kun lidt, men vi skal stadig fastholde vores arbejde. En af grundene til, at vi er nået så langt, er, at vi er en organisation, der nyder stor respekt ude i verden hos myndigheder og regeringer, samt mange religiøse- og eller stammebaserede samfund. Vi har evnen til at komme ind til dem. Derudover har vi også vores årlige World Polio Day d. 24. oktober, hvor vi markerer vores kamp mod Polio. Nogle synes måske, at vi holder for meget fast i det, men vi er nødt til det, for ellers gør vi ikke arbejdet færdigt. Holger Knaack har også sagt, at vi har lovet verdens børn, at vi vil udrydde Polio, og det kan vi ikke svigte. Vi kan i den forbindelse blandt andet netop bruge World Polio Day til at skabe bevidsthed om polio og samle penge sammen hvert år. Jeg håber derfor, at alle klubber i distriktet den 24. oktober eller tiden deromkring vil lave et arrangement, hvor de samler penge ind til kampen mod polio og skaber en større forståelse for vigtigheden af kampen mod polio. Det er også grunden til, at jeg har sendt en masse idéer ud til klubberne med ting, de kan gøre. Kan vi i løbet af de næste årtier nå at udrydde polio eller eksempelvis bekæmpe analfabetisme, som er en meget vigtig sag for mig, synes jeg, at det ville være fantastisk.

Hvilke tanker har du gjort dig i forhold til medlemsudviklingen hos Rotary?
- Jeg tror, at vi skal passe på med at fokusere for meget på, at der har været en nedgang i antallet af medlemmer. Jeg tror vi i stedet skal fokusere på, hvad der giver folk værdi og fokusere på ganske enkelt gøre det rigtige. Jeg mener selv, at hvis man selv har en klub, der har nogle virkelig gode møder, arrangementer, gode projekter og et godt navn generelt, så er det meget lettere at rekruttere medlemmer. Alle vil være gerne med i en succes, men ingen vil være del af et nederlag. Derfor skal vi fokusere på alle de gode ting, vi skaber og alt det positive, man kan opleve i Rotary. Gør vi det, tror jeg også, at vi vil få flere medlemmer på lang sigt.

Hvilke muligheder håber du, at vi har fået åbnet i Rotary om et år?
- Det, der ligger i at åbne muligheder, kan sagtens kombineres med, at der stadig er nogle klubber, som holder fast i gamle traditioner. Traditioner kan være gode nok – jeg er selv historiker, så jeg kan godt lide traditioner, men de har kun en værdi, hvis de også har relation til nutiden. Hvis man holder for meget fast i traditioner, så er der også en risiko for, at vi holder fast i fortiden. Derfor må Rotary heller ikke så stille. Samfundet omkring os udvikler os, og vi skal udvikle os i takt med det. Den udvikling håber jeg, at jeg kan være med til at understøtte, og at vi vil kunne se resultaterne af vores fælles indsats i løbet af dette Rotary-år.

 

KLIK OG FØLG DISTRIKT 1450 PÅ FACEBOOK

ER DU IKKE MEDLEM AF ROTARY? KLIK HER OG LÆS, HVORDAN DU BLIVER DET

Artiklens forfatter, Jens Jakob Kjær Hansen, er medlem af Herning International Rotary Club, hvor han er sekretær og Formand i PR/PI-udvalget. Til daglig er han SoMe & PR Manager ved NDI Group A/S samt klassisk pianist