VORES AKTIVITETER I HELSINGØR SNEKKERSTEN

HELSINGØR-SNEKKERSTEN ROTARY KLUB HAR ISÆR IGENNEM DE SIDSTE 10 ÅR HAR STOR SUCCES MED AT HVERVE MEDLEMMER

Helsingør-Snekkersten Rotary Klub har især igennem de sidste 10 år har stor succes med at hverve medlemmer med stor diversitet. Vi har både mænd og kvinder i klubben, og en aldersspredning fra ca. 30 til 80 år. I vores klub oplever vi medlemmer, der skal giftes, har børn der skal døbes og mødre og fædre, der skal på forældreorlov. Altså ikke det tidligere støvede image, som Rotary har haft.

Dette skyldes et meget målrettet arbejde i et særligt medlemsudvalg, som består af garvede rotarianere, som sidder i flere år ad gangen. Medlemsudvalget identificerer potentielle medlemmer i lokalsamfundet, opfordrer jævnligt klubmedlemmer til at spotte medlemmer og er ikke mindst meget Obs på foredragsholdere som potentielle medlemmer. Når potentielle medlemmer er identificeret sætter medlemsudvalget en struktureret proces i gang, hvor medlemmet kontaktes både pr. mail med et introduktionsbrev om Rotary og dette følges op på telefonen og fører oftest til besøg i klubben. Et besøg i vores klub vækker som regel begejstring og følger oftest til seriøs overvejelse om indmeldelse.

Vi har selvfølgelig overvejet, hvorfor vores klub trives og svaret tror vi skal findes både i det højt prioriterede sociale samvær og de gode foredrag. Men dybest set ligger det i medlemmernes engagement i klubben, som ganske givet har grund i de mange udvalg, som står for størstedelen af møderne. Det vil sige at alle medlemmer af klubben er med i et udvalg, som står for 4-6 møder om året. Vi har følgende udvalg, som arrangerer møder:
Klub udvalget, Gourmet udvalget, Erhvervsudvalget, Internationalt Udvalg, Samfunds og Lokaludvalget, Kulturudvalget, Projektudvalget og PR udvalget.
Det faktum at alle medlemmer trækker på deres netværk for at arrangere møder, bidrager til medlemmernes deltagelse, og som sidegevinst ser vi ofte potentielle medlemmer iblandt.

For at bakke op om dette års mål om at støtte og styrke klubberne og øge kendskabet til Rotary, har jeg som præsident i år oprettet to nye udvalg – PR udvalget og Projekt udvalget. 

PR udvalgets målsætning var at skabe både en intern og ekstern profil. Den interne skulle styrke klubbens relationer og den eksterne udbrede kendskabet til Rotary. Jeg var i flere år ugebrevssekretær og har længe savnet en moderne udgave, som kunne holde medlemmerne opdateret om det der sker i klubben, også når man ikke lige har mulighed for at være tilstede. Derfor har vi oprettet en lukket Facebook profil, så vi har mulighed for at vise billeder og små videoer fra arrangementer, uden at det falder i de forkerte hænder. Hver uge tager vi et billede af foredragsholder og skriver et par ord om foredraget. Der er også mulighed for at sætte små teasers og opfordre folk til f.eks. at melde sig som værter for kamin møder. Vi oplever at folk meget hurtigere reagerer, når det kommer på Facebook i stedet for mail. Senest har vi oprettet en separat gruppe for køb, salg og annoncering, da ikke alle ønsker informationer om dette. 2/3 af medlemmerne er på Facebook, så vi sender stadig alle vigtige meddelelser ud på mail.
Vores Facebook side er helt klart med til at holde klublivet levende, og er en fin erstatning for ugebrevene.
Den eksterne PR profil har vi primært understøttet ved at annoncere i dagbladene omkring præsidentskifte, foredrag og information om de projekter vi er en del af.

Projektudvalgets målsætning er at arrangere en rejse for at styrke sammenholdet i klubben og samtidig støtte et lokalt projekt i Helsingør.
Til efteråret skal en gruppe medlemmer på vinrejse til Portugal, som hurtigt fik tilmeldinger efter sidste års meget vellykkede vinrejse til Toscana.
Vi har startet to meget forskellige projekter i dette Rotary år. Det ene er en mentorordning for Skorpeskolen i Hellebæk, som har en særlig vision om at deres elever skal lære at være fremtidens iværksættere. Det vil sige at skolen hvert år holder en idé workshop over nogle uger, hvor børn i alle klasser får lov at dyrke nye idéer, som kan gøre en forskel i verden. Eleverne arbejder med deres idéer, som de skal præsentere på en årlig messe, hvor forældre og familie kommer på besøg. Helsingør-Snekkersten Rotary klub udvælger sammen med skolelederen 2-4 projekter, som har potentiale til at vokse og hver gruppe får en mentor fra Rotary klubben til støtte og sparring. En af sidste års grubber vandt Helsingørs Kommunes Talentpris i 2017.

Et andet vellykket projekt, som udsprang af vores PR omkring præsidentskiftet, var Projekt Ønsketræ i Helsingør Bycenter i samarbejde med Bycenterets ledelse, Mødrehjælpen og Helsingør Kommune, som identificerede 200 børn og unge med økonomiske og/eller personlige udfordringer, der kunne have glæde af at få en julegave. Konceptet var at børnenes ønsker blev hængt på et juletræ i Bycenteret, hvis kunder derpå fandt et gaveønske og købte en gave til ca. 200,- til pågældende barn og indleverede gaven i en butik i centeret. Rotary og Mødrehjælpen stod ved træet i 4 weekender op til Jul og informerede kunderne om Ønsketræet og efterløbende bragte Rotary 175 gaver ud til børnene og Mødrehjælpen de 25 gaver til de børn, som de havde fundet. Da ønsketræet ikke medførte udgifter for klubben, kunne vi donere 10.000,- til Stubben, som er et værested for misbrugere.

På denne måde fik vores klub støttet både fremtidens ressourcestærke og de ikke så ressourcestærke børn og en række voksne, som lever på kanten af samfundet. Vi føler derfor at vores klub i år har levet op til Guvernørens målsætning om at gøre en forskel 

Maria K. Schmidt
Præsident
Helsingør-Snekkersten Rotary Klub